KØBENHAVN: Det er en god ide at sende danske unge på dannelsesrejser til kz-lejren Auschwitz, som Dansk Folkeparti foreslår, mener polennu.dk.
Det er en god ide at sende unge mennesker eller studerende, på dannelsesrejser til Auschwitz. Man kan kun blive klogere af at besøge kz-lejren – som Dansk Folkeparti foreslår – men at lære om had og konsekvenserne af forfølgelser handler om langt mere end jøder.
Den 27. januar er det 80 år siden, at Auschwitz-Birkenau lejrene blev befriet, og det bliver markeret af mange statsledere, men i år bliver det uden regeringschefen fra den jødiske stat, Israel.
Dannelsesrejser for unge danskere
Dansk Folkeparti vil sende unge danskere på dannelsesrejse eller studietur til Auschwitz. De vil gøre det for at lave et opgør mod anti-semitismen i Danmark, er argumentationen. Og det er da også et ædelt formål, men så enkelt er det næppe.
Ved 70-års jubilæet sagde en repræsentant for de overlevende fanger i Auschwitz: ’Når jeg i dag oplever et menneske være efter en roma, en jøde, en muslim eller en anden gruppe af mennesker, så ser jeg vejen til Auschwitz’.
Hvide Busser
I Sverige sender man hvert år unge mennesker på studietur til Auschwitz for at vise, hvad had kan fører til. De kaldes De Hvide Busser, opkaldt efter de busser der transporterede de overlevende hjem fra lejrene, da de blev befriet.
Netop for at lære om had og konsekvenser. Derfor er Dansk Folkepartis idé rigtig god, men ikke af den grund som partiet selv fremhæver.
Lad os lige se lidt nærmere på de historiske kendsgerninger, der formentlig også kan berige folkepartiets medlemmer med mere viden om Auschwitz og Anden Verdenskrig generelt.
(Fortsættes under)
Anden Verdenskrig og Polen
Verdenskrigen blev indledt 1. september 1939 efter, at Tyskland og Rusland havde aftalt at dele Polen mellem sig… og fjerne landet fra landkortet. Aftalen blev indgået i hemmelighed i august 1939 mellem Stalins Sovjetunionen og Hitlers Tyskland. Som udgangspunkt handlede pagten mellem kommunisterne og nazisterne ikke om jøderne, men jøderne var nemme ofre. De blev forfulgt, ikke kun i Tyskland, men over det meste af Europa – også i Danmark.
Mange danskere accepterede den 9. april 1940, da tyskerne invaderede Danmark, og modstanden var stort set ikke eksisterende i den tid, Tyskland var i fremmarch, nærmere tværtimod. Vi sendte jøder tilbage til Tyskland. Hadet mod jøderne var især størst blandt højre nationalister.
I 1930’erne var det almindeligt at nedgøre jøder, som det i dag sker åbenlyst mod muslimer, og som det praktiseres af blandt andet Dansk Folkeparti. Det er også helt i tråd med Putins hybridkrig, hvor det gælder om at plante intern uenighed om bl.a. flygtninge og fremmede i Europa. I mange lande får noget, der ligner søsterpartier til Dansk Folkeparti, direkte penge fra Putin for at opildne til had mellem befolkningsgrupper.
Fædrelandskrigen
Siden Anden Verdenskrig har man i Rusland og blandt kommunister fortrængt virkeligheden om krigens udbrud. For at skjule en del af baggrunden for krigen er der i Rusland ikke noget, der hedder Anden Verdenskrig (1939-1945), men derimod Den store Fædrelandskrig (1941-1945). De første år (1939-1941) var Moskva nemlig selv aggressor.
I den russiske fortælling handler det om, at Rusland blev angrebet af det grusomme Nazityskland, som var fascister, der jagtede jøder. Det er den samme retorik, Putin bruger i dag om Ukraine.
Auschwitz bygget til polske fanger
Auschwitz var oprindeligt en kaserne, men da Anden Verdenskrig blev indledt, blev kasernen omdannet til en lejr for polske krigsfanger – en koncentrationslejr. Det var i september 1939, og det var den berygtede SS-enhed i Nazityskland, der stod bag. Det var næsten udelukkende polakker, der var fanget i lejren de første to år.
Fra maj 1940 var det hårdhændede kriminelle tyskere, der skulle håndtere de polske krigsfanger som fangevogtere. Fangerne blev slået, tortureret og henrettet ofte uden grund. De første aflivninger med gas af polske og russiske fanger begyndte i Auschwitz blok 11 i august 1941 – lige efter at den tysk-russiske alliance brød sammen ved Hitlers angreb på Sovjetunionen i juni samme år.
Udryddelseslejren Birkenau bygges
Byggeriet af Birkenau-udryddelseslejren (også kaldet Auschwitz II) begyndte i september 1941. Fra 1942 og frem til slutningen af 1944 ankom der godstog med jøder fra det tyskbesatte Europa. Mange af dem kom til Birkenau og blev ført direkte i gaskamrene til aflivning.
Af de 1,3 millioner mennesker sendt til Auschwitz/Birkenau mistede 1,1 millioner af dem livet. De 960.000 var jøder (865.000 af dem blev gasset ved ankomsten), 74.000 var ikke-jødiske polakker, 21.000 var romaer, 15.000 var russiske krigsfanger og yderligere 15.000 var fra andre lande. De som ikke direkte blev myrdet eller gasset, døde af sult, udmattelse, sygdom eller tortur. Nogle blev dræbt ved medicinske eksperimenter. 802 fanger forsøgte at flygte fra Auschwitz- og Birkenau-lejrene, men det lykkedes kun for 144 af dem.
80 årsdag for befrielsen
Den 27. januar 1945 blev Auschwitz-Birkenau frigivet, og billederne derfra sendte chokbølger over hele verden, selv om mange godt vidste, hvad der foregik.
(Fortsættes under)
Uden Israels regeringschef
Når fejringen finder sted her 80 år efter, kommer der stats- og-regeringschefer fra hele verden, også den britiske konge har meldt sin ankomst. Men det bliver uden den jødisk-israelske regeringsleder. Han vil blive anholdt ved ankomsten til Polen, mistænkt for krigsforbrydelser i den besatte Gaza-stribe og på Vestbredden i Palæstina, hvis han forsøger at komme til ceremonien.
(Fortsættes under)
Så kære Dansk Folkeparti – send gerne de unge på dannelsesrejser til Auschwitz, så de kan lære, at had mod andre mennesker – uanset religion og hudfarve – kun fører til endnu mere had, død og ødelæggelse. Og at ondskaben ikke har nogen religion eller farve.
Eller som en af dem, der var der, sagde: ’Når jeg i dag oplever et menneske være efter en roma, en jøde, en muslim eller en anden gruppe af mennesker, så ser jeg vejen til Auschwitz’.
Det er ord, som man bør lytte til, og som vel nok er den aller vigtigste lære af det, der foregik i den nazistiske koncentrationslejr Auschwitz og i udryddelseslejren Birkenau i byen Oświęcim (Auschwitz) 60 kilometer fra Krakow i det dengang tysk besatte Polen.
Jens Mørch, chefredaktør polennu.dk
LINK: Auschwitz-Birkenau museum
polennu.dk er verdens førende medie, når det gælder nyheder på dansk om Polen. Men vi har fravalgt at have en betalingsmur – for vi vil så gerne udbrede kendskabet til Polen i Danmark så meget som muligt. Hvis du også vil det – så kan du hjælpe os med den opgave, ved at støtte os økonomisk. Her er der ingen blokering af hjælp. Der er flere muligheder.