LEDER: Mette Frederiksen i Polen – inkompetence?

Danmarks statsminister Mette Frederiksen har besøgt den nyvalgte polske præsident Karol Nawrocki, der er i åben krig med den polske regering. Men hvorfor? – spørger polennu.dk. Milkolaj Bujak/KPRP.

KØBENHAVN: Er det et udtryk for inkompetence, dårlig rådgivning eller aftalt spil at Mette Frederiksen mødes med den polske præsident.


Det har vakt stor undren at Danmarks ambassadør i Warszawa og siden Polens præsident Karol Nawrocki torsdag postede billeder på de sociale medier.

Det var billeder med den polske præsident i selskab med den danske statsminister Mette Frederiksen, der som en hund i et spil kegler, var stillet op til møde og fotografering med Polens præsident i paladset i Warszawa. Med på nogle af billederne var også præsidenterne for Estland, Letland og Litauen. Senere stødte endnu en præsident til – den ukrainske – om end det var online.

Præsident stopper hjælp til Ukraine

Tidspunktet er ekstra kontroversielt, da den polske præsident netop har nedlagt veto for hjælp til Ukraine og ukrainere i Polen.

Det kan den danske statsminister næppe være orienteret om, inden hun rejste til Polen? Eller var hun?

(Fortsættes under)

Polens præsident stopper hjælp til Ukraine

Ifølge de protokollære spilleregler, skal det i øvrigt være Danmarks konge – Frederik X – der skal repræsentere Danmark, når den øvrige holdopstilling udelukkende er præsidenter. Rent faktisk kan den polske præsident heller ikke tegne polsk udenrigspolitik, det er slået fast – og derfor har det symbolske møde, da også udløst skuffelse og irritation i mange kredse i og udenfor den polske regering.

Udenrigsminister slettede opslag

Polens udenrigsminister – og vicestatsminister – Radoslaw Sikorski skrev direkte på de sociale medier, at der var gået noget galt for den polske præsident, da han alene efter aftale med regeringen, kan invitere den danske konge, men slet ikke den danske statsminister. Det er en sag for den polske regering. Da Sikorski lørdag morgen ankom til uofficielt EU-udenrigsministermøde i København, havde han slettet opslaget igen.

(Fortsættes under)

Foto: Hasse Ferrold.

Præsidentens popularitet styrtdykker i ny måling

Dolk i ryggen på regeringen?

Det er ingen hemmelighed, at der er et meget anspændt forhold mellem regeringen og den nyvalgte præsident, der blev opstillet af oppositionspartiet PiS, der har Jaroslaw Kaczynski som formand. Derfor er Mette Frederiksen besøg i præsidentpaladset ekstra kontroversielt og udløser irritation på regeringsgangene.

Det er heller ingen hemmelighed, at det alene den polske regering, der tegner udenrigspolitikken i Polen – det bør man vide i det danske statsministerium, udenrigsministerium eller i det mindste så da en viden man bør have på Danmarks ambassade i Warszawa, trods mange udskiftninger i personalet. Besøget opfattes i mange polske kredse, som en dansk dolk i ryggen på Polens regering og på statsminister Donald Tusk.

En anden teori?

Det kan også være, at Donald Tusk netop har bedt Mette Frederiksen om at møve sig med til mødet med de baltiske og den polske præsident, for at overtale ham til at droppe sit veto mod fortsat hjælp til Ukraine. Eller for at give gode ideer til den polske præsidents besøg hos Donald Trump onsdag i den kommende uge.

(Fortsættes under)

Polens præsident forbereder møde med Trump

Tusk og Frederiksen uønsket

I Det Hvide Hus er hverken den danske eller polske statsminister særligt populære af forskellige grunde. Irritationen over Mette Frederiksen begyndte efter hendes udtalelse om, at det er absurd af Trump at tilbyde at købe Grønland. I Tusks tilfælde er det gammelt nag, fra dengang Tusk var EU-præsident, og Donald Trump var debutant som amerikansk præsident. Men alt det er bare gætterier.

Udenrigsminister ville have…

Hvis det havde været aftalt spil mellem Mette Frederiksen og Donald Tusk, så ville den polske udenrigsminister formentlig have været informeret om det, før han udtrykte sit ubehag over, at Mette Frederiksen var i det polske præsidentpalads på de sociale medier. Og for god ordens skyld; Mette Frederiksen var der ikke på vegne af EU trods formandskabet, men som Danmarks statsminister.

Ingen reaktion – trods løfte

Polennu.dk har uden held siden torsdag – forsøgt at få en forklaring fra Statsministeriet. Det er vi også blevet lovet, men trods fem kommunikationsmedarbejdere og døgnvagt i Statsministeriet, er det endnu ikke lykkes at leve op til løftet.

Den seneste presseopdatering på regeringschefens hjemmeside er da også fra den 27. august. Forklaringen kan måske også være, at man nu endelig er blevet klar over, at det var en fatal fejl at møde op i præsidentpaladset i Warszawa. Men uanset hvad:

Mette Frederiksens besøg hos Karol Nawrocki i præsidentpaladset er hævet over enhver tvivl meget malplaceret og destruktivt – i al fald ud fra de oplysninger der er kendte.

Man må håbe, at der ligger en god forklaring bag. Den venter vi stadig på med spænding, men den kan synes at være noget svær at få øje på….

Jens Mørch, chefredaktør polennu.dk

Lech Walesa om tre stærke danske kvinder