Løftet pegefinger til Polen fra Lars Løkke

    lars_loekke_paa_besoeg_i_polen_2

    Lars Løkke Rasmussen besøgte mandag Polen, hvor han havde samtaler med den polske statsminister Beata Szydlo. Senere på dagen besøgte den danske statsminister to danske butikker på den dyreste handelsgade i Polen, Ecco og Pandora, som begge er danske. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.


    WARSZAWA: Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde under sit besøg i Polen, at landet skal overholde sin egen Grundlov.


    Der var mange punkter med enighed, men også en løftet pegefinger fra Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han mandag besøgte sin polske kollega Beata Szydlo i den polske hovedstad Warszawa.

    Skal overholde Grundlov

    – Jeg forventer, at Polen finder en løsning, der er i overensstemmelse med Polens grundlov, sagde Lars Løkke på de to statsministres fælles pressemøde, hvor han blev spurgt om den konflikt mellem Polens regeringsparti og Højesteret, som har stået på siden Polens regering trådte til i november måned.

    Ikke en politisk konflikt

    Mens Polens statsminister Beata Szydlo på pressemødet fastholdt, at konflikten er en intern polsk konflikt, som der skal findes en løsning på i Polens parlament, så fastholdt den danske statsminister, at konflikten først og fremmest er en juridisk konflikt, som skal løses med respekt for Polens lovgivning.

    International kritik

    Konflikten mellem Polens regeringsparti og Højesteret, som i øjeblikket de facto har gjort Højesteret ude af stand til at fungere, har fået både EU, USA og Europa-rådet til at komme med skarp kritik af Polen.

    EU-kommissionen satte i januar gang i en procedure for at overvåge rets-statsprincipperne i Polen, som i sidste ende kan betyde, at EU-rådet kan fratage Polen stemmeretten i EU.