Det polske luftfartsselskab LOT får nu millionerstatning, efter problemer med det nye Boeing 787 Dreamliner fly. Foto: LOT.
WARSZAWA: Polens nationale luftfartsselskab LOT har fået millionerstatning fra Boeing efter problemer med nyt Dreamliner superfly.
Det polske erhvervsblad Puls Biznesu skriver, at flyselskabet LOT har indgået en aftale med Boeing fabrikkerne om en erstatning på cirka 90 millioner zloty (30 millioner USD).
– De 60 af de 90 millioner er allerede betalt til LOT, siger en anonym kilde til avisen. Ifølge Puls Biznesu blev aftalen mellem LOT og Boeing indgået i december.
Først i Europa
LOT var det første selskab i Europa der fik de nye Boeing 787 Dreamliner fly, men problemer med flytypen betød, at Dreamliner’en fik start-forbud i en lang periode. LOT har skønnet at problemerne med Boeing 787 Dreamliner har kostet selskabet 100 millioner zloty.
På et tørt sted
Kriseramte LOT modtog 400 millioner zloty i statsstøtte sidste år, efter omstruktureringer og løfter om privatisering.