Beata_Szydlo_fra_Lov_og_Retfærdighed_PiS_vinder_valg_i_Polen_ifølge_måling_4
WARSZAWA: Sidste meningsmåling før søndagens parlamentsvalg i Polen spår stor sejr til Lov og Retfærdighed (PiS), men partiet får ikke stemmer nok til selv at danne regering.

Valgkampen er slut i Polen. Lørdag er det forbudt at føre valgkamp inden parlamentsvalget.

Det største oppositionspartiet Lov og Retfærdighed (PiS) står til at få 38,3 procent af stemmerne ved valget på søndag. Det viser den sidste meningsmåling fra IPSOS, der er lavet for nyhederne på TVP1.

16 procents forspring

Det nuværende største regeringsparti Borgernes Platform (PO) får kun 22,1 procent af stemmerne. Lov og Retfærdighed har dermed et forspring på mere end 16 procent i forhold til det nuværende store regeringsparti.

Får ikke eget flertal

Hvis målingen holder stik, vil Lov og Retfærdighed få 213 mandater i parlamentets underhus Sejmen.

Der skal 231 til at danne et flertal, så partiet vil i så fald skulle samarbejde med andre partier, for at kunne danne regering, og dermed gennemføre et systemskifte i Polen.

Seks partier i Sejmen

Ud over de to store partier kommer fire partier mere i Sejmen ifølge målingen.

Lov og Retfærdighed (PiS) – 38,3 procent
Borgernes Platform (PO) – 22,1 procent (regeringsparti)
Kukiz’15 – 12,5 procent
Forenet Venstre – 8,1 procent *)
Moderne Polen – 6,6 procent
Det Polske Bondeparti (PSL) – 6,5 procent (regeringsparti)

To partier kommer ikke over spærregrænsen.

KORWiN – 3,5 procent
Sammen – 1,7 procent

Alt kan ske

Da der kun er tale om en meningsmåling, kan selv små udsving ændre resultatet. Spærregrænsen er på 5 procent i Polen, men valgalliancer har en spærregrænse på 8 procent. Det vil sige, at hvis Forenet Venstre *) mister blot 0,1 procent i forhold til målingen, og hvis ikke yderligere partier kommer over spærregrænsen, så kan Lov og Retfærdighedspartiet formentlig danne regering alene på grund af det særlige polske valgsystem.

Flere målinger

Der er mange meningsmålinger forud for søndagens valg, og med store udsving i resultatet. Torsdag og fredag kom der ikke mindre end ni målinger, der ud over at gøre PiS til største parti, viser forskellige resultater.

Målingen fra IPSOS er lavet for TVP1, der svarer til Danmarks Radio.