Måling: Polakkerne vil ikke forlade EU

    maja_demo_eu_2017

    Polakkerne er helt vilde med EU, og spørgsmålet om forholdet til EU kommer til at præge de to kommende valgkampe – valget til Europa-parlamentet i maj, og parlamentsvalget næste efterår. Arkivfoto.


    WARSZAWA: 84 procent af polakkerne ønsker ikke at forlade EU – ni ud af ti ville stemme i dag hvis der var valg om fortsat polsk medlemskab af EU.


    Det er ikke med polakkernes opbakning, at det polske regime i ord og handling opfører sig som om, at de ønsker at forlade EU. Polakker vil gerne EU. En ny polsk undersøgelse – der er gengivet i dagbladet Rzeczpospolita – viser nemlig, at ikke mindre end 84 procent af polakkerne ønsker at forblive i EU.

    8 procent vil ud

    8,1 procent af polakkerne ønsker at forlade EU, og samme antal ved ikke hvad de vil. Hvis der blev gennemført en Polexit afstemning i dag – tilsvarende den i Storbritannien for to år siden – så ville 90 procent af polakkerne deltage, og det vil være ny rekord i Polen for et demokratisk valg.

    PiS vælgere for EU

    Undersøgelsen viser også, at partiformanden for Lov og Retfærdighed (PiS) Jaroslaw Kaczynski heller ikke har sit eget baglands opbakning til modstanden mod EU. Kun 13 procent af regeringspartiets vælgere vil ud af EU, mens hele 76 procent ønsker fortsat medlemskab. Blandt vælgerne i det største oppositionsparti Borgernes Platform (PO) er der dog mere fodslag om begejstringen for EU. Her er 97 procent for.

    Kaczynski: Oppositionen lyver

    Men regeringspartiet er også afhængig af sine ekstreme nationalister, der vil have Polen ud af EU, ligesom partiformanden også har sagt ved flere lejligheder at han vil. I dag afviser han dog. På et valgmøde lige efter at Polen havde modtaget en straks-dom fra EU-domstolen i oktober på grund af en ny lov om højesteret, og efter gentagne beskyldninger om hans planer for at ville trække Polen ud af EU sagde han:

    – Mange borgere i de store byer er blevet fyldt med løgne, de er blevet manipuleret, og deres største løgn er at PiS forbereder et Polexit. Det er en løgn, en løgn, en løgn – sagde Jaroslaw Kaczynski, i den polske by Radom.

    Selvmål i EU-konflikt

    PiS partiet har formentlig undervurderet reaktionerne fra EU, når det gælder den systematiske nedbrydning af demokratiet i Polen. En total magtovertagelse fra Kaczynski regimet vil kræve et succesfuld EU-valg i maj, og et flertal ved det afgørende parlamentsvalg senest næste efterår. Den polske præsident kan på et hvilket som helst tidspunkt beslutte sig for, at udskrive parlamentsvalg.

    Ind eller ud af EU

    Den polske opposition vil forene sig op til EU-valget, og gøre valget til et spørgsmål om fortsat polsk medlemskab. Den polske valglov favoriserer store partier og grupperinger, og oppositionen vil ikke igen risikere at sprede stemmerne så der opstår et stort stemmespild. Ved seneste parlamentsvalg for tre år siden var der et stemmespild i oppositionen på 18,5 procent.

    Polens regime er under pres fra EU, men har delvist ignoreret i afgørelse fra EU-domstolen og EU-kommissionen har for første gang indledt en artikel 7 sag mod Polen, som er den alvorligste proces et medlemsland kan udsættes for. Talrige sager og tvister har hobet sig op mellem EU og Polen, siden Kaczynski-regimet kom til magten for tre år siden. Det var også partilederens afdøde tvillingbror Lech Kaczynski, der i sin tid blokerede for EU Lissabon-traktaten, selv om det polske parlament havde vedtaget at tilslutte sig.

    Valgkampene

    I den kommende tid, vil vi formentlig se et regeringsparti aktivt arbejde for at fortælle polakkerne at PiS gerne vil EU, og det kan få indflydelse på de mange verserende sager mod Polen i EU. Vi vil formentlig også opleve fornyede krav mod Tyskland for Anden Verdenskrig, for at flytte fokus væk fra Bruxelles. Det skete også tidligere på måneden, da Polens og Tysklands udenrigsministre mødtes til en erhvervskonference. Her blev kravet genfremsat til stor tysk irritation.

    PiS vil ud af EU

    Oppositionens partier og lister vil i samme periode fortsætte anklagerne og drillerierne mod Kaczynski-regimets for det yderst anstrengte forhold til EU. Og der har de et godt argument. Polens image i de europæiske hovedstæder har ikke været dårligere end det er nu.