Polske_sygeplejersker_ventes_at_søge_arbejde_i_Storbritanien_polen_polennu
WARSZAWA: Myndighederne i Polen advarer om en voldsom udvikling i antallet af tilfælde af røde hunde.

Stort udbrud af røde hunde (rubella) i Polen, skriver Statens Serum Institut i Danmark.

Myndighederne i Polen har rapporteret om 27.741 tilfælde i et landsdækkende udbrud af røde hunde (rubella) fra januar til maj i år.

Flest tilfælde i Polen

I samme periode sidste år blev der rapporteret 3.256 tilfælde af rubella i Polen. Siden august sidste år har Polen haft 95 procent af alle tilfælde af rubella i Europa.

Mild sygdom, men

Rubella er normalt en mild sygdom med få komplikationer. Men hvis en gravid kvinde smittes med rubella inden for de første 20 uger af graviditeten, er der 90 procents risiko for at barnet bliver født med kongenit rubella syndrom som kan manifestere sig med hjerneskade, døvhed, blindhed og hjertefejl.

Rubella kan forebygges ved vaccination, hvilket indgår i det danske børnevaccinationsprogram med MFR-vaccinen, der også beskytter mod mæslinger og fåresyge.

Vaccine

Vaccination tilbydes også til voksne kvinder i fødedygtig alder, som ikke tidligere er MFR-vaccineret eller har haft røde hunde, skriver Statens Serum Institut. MFR-vaccinen kan anvendes, også selvom kvinden tidligere har haft mæslinger eller fåresyge.

Vær opmærksom

Rejsende til Polen bør være opmærksomme på mulig smitte og MFR-vaccination anbefales til alle som ikke har haft sygdommen eller er uvaccineret.