Nationaldagen markeres af hele Polen

    polske_fans

    Det er Polens vigtigste nationaldag i dag, som også er fridag. I år bliver polakkerne formentlig endnu mere nationale, da de hvid-røde polakker i aften møder Rumænien i kampen om en plads ved VM 2018. Polen og Danmark er i samme gruppe. Arkivfoto.


    WARSZAWA: Polakkerne holder fri i dag på Polens 98. nationaldag, der i år er særlig vigtig – også for det polske fodboldlandshold.


    Polakkerne holder fri i dag, og kan se frem til en forlænget weekend. Der er tradition for at fejre nationaldagen med fredelige events og koncerter landet over. Men det er også dagen for optøjer. Det ligger næppe heller en dæmper på begivenhederne, at Polen i aften spiller en vigtig fodboldkamp mod Rumænien i kvalifikationen til VM 2018 i Rusland.

    Frygt for sammenstød

    Det polske militærpoliti er sat i beredskab i den polske hovedstad i tilfælde af sammenstød mellem grupperinger af polske nationalister og fodboldfans. Frygten fra myndighederne er stor i dag, hvor polakkerne holder fri, og hvor de politiske spændinger og kløfter i Polen er blevet dybere og dybere. Der har tidligere været problemer med grupperinger af polske ultra-nationalister på de polske nationaldage.

    Genopstod i 1918

    Nationaldagen der markeres for 98. gang er vigtig for polakkerne. For det var dengang Polen genopstod som selvstændig nation i 1918 i røgen efter Første Verdenskrig på Uafhængighedsdagen, 11. november.

    Delt mellem flere lande

    Før Første Verdenskrig, og før Polen atter blev uafhængig, var de polske områder delt mellem Prøjsen, Rusland og Østrig/Ungarn. I 1939 blev Polen dog besat af Tyskland fra vest og Rusland fra øst, og ikke før ved valgene 4. juni 1989 blev Polen atter frit efter 50 års nazistisk og kommunistisk besættelse.