NATO-chef chokeret over Ruslands præsident

    Danmarks tidligere statsminister, og nuværende generalsekretær i NATO, Anders Fogh Rasmussen er chokeret over de nye toner fra Kreml. Foto: NATO-info.


    WARSZAWA: Generalsekretær Anders Fogh Rasmussen er dybt chokeret over den russiske præsidents fjendtlige erklæring overfor NATO.


    – Jeg er chokeret. Det kan ikke være virkeligheden, sagde NATO’s danske generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, da han havde modtaget den russiske erklæring, skriver Gazeta Wyborcza.

    Danmarks tidligere statsminister er chokeret over, at Ruslands præsident i sidste uge udsendte en erklæring, hvor i Rusland for første gang efter Sovjetunionens kollaps udpeger NATO som en trussel.

    Dobbelt chok

    NATO generalsekretær Anders Fogh Rasmussen siger, at det er et ’dobbelt chok’, da for han kort tid siden netop har drøftet NATO’s planer med den russiske ledelse og havde indtryk af accept, lige som der også blev aftalt en køreplan for NATO-Rusland samarbejdet, der også omfatter indsatsen i Afghanistan.

    Største trussel

    Ruslands præsident Dmitrij Medvedev sagde i en erklæring op til NATO-topmødet, og forud for det ukrainske præsidentvalg denne weekend, at NATO er Ruslands største trussel.

    I erklæringen fra Kreml hedder det i en ny doktrin, at NATO er en trussel, og at alliancens beslutning om at sætte amerikanske Patriot-missiler op i Polen, og et anti-missil skjold i Rumænien, strider mod Ruslands interesser.

    Nye og gamle lande

    – Rusland henviser fortsat til ’nye’ og ’gamle’ lande i Europa, og mener at landene har forskellige rettigheder, siger den tidligere polske udenrigsminister Adam Daniel Rotfeld til avisen.

    Russiske ’bjørn’

    Politiske iagttagere i Polen siger til polennu.dk, at den danske generalsekretær har mødt den ’russiske bjørn’.

    En anonym politisk redaktør i Polen siger til polennu.dk:

    – Russerne er verdensmestre i at sende modsatrettede politiske signaler for at navigere internationalt. Man ved aldrig om de gør eller mener, hvad de siger. – De gamle EU-lande opfatter ofte den østeuropæiske skepsis, især den polske, overfor russerne, som en slags hævntørst for mange års kommunistisk besættelse. Men så enkelt er det ikke.

    Russerne skal man kende godt, for at kunne samarbejde. Kreml har siden Georgiens-krisen snoet USA og NATO om sin lillefinger, og nu har Moskva så kvitteret ved at udråbe NATO som landets største trussel.

    Rusland bliver ved med at kræve ind, lige så længe der er nogen der giver efter. Det er den ’russiske bjørn’, og den kræver en meget stærk modstander.

    Første erklæring med NATO-trussel

    Det er kun den tredje erklæring fra en russisk præsident mod vesten siden Sovjetunionens kollaps i 1991. Første gang var den udformet af Boris Jeltsin i 1993, og i år 2000 udsendte den daværende præsident, og nuværende premierminister, Vladimir Putin, en anti-vestlig erklæring.

    Den aktuelle erklæring udråber direkte NATO som en trussel – og det er første gang efter kommunismens ophør i Østeuropa.

    Udmeldingen fra Moskva kommer på et tidspunkt, hvor der endelig var kommet gang i NATO-Rusland samarbejdet, efter det midlertidige stop i kølvandet på konflikten i Georgien.