Nu 13 dødsfald med corona-virus i Polen

Det polske corona-krisestyringsrum, hvor statsministeren og den øvrige stab får løbende rapporter om corona-udviklingen i landet. Foto: Adam Guz/KPRM.

WARSZAWA: Myndighederne i Polen oplyser, at der nu er 957 bekræftede tilfælde med COVID-19 i kroppen.


To mænd er døde med corona-virus i kroppen. De to var 41 og 71 år gamle, og de led begge af andre alvorlige sygdomme i forvejen. Dermed er det officielle corona-dødstal i Polen oppe på 13.

Næsten tusinde

Onsdag morgen var der konstateret 57 nye tilfælde, så det officielle antal COVID-19 inficerede i Polen nu er på 957. Det første tilfælde blev bekræftet den 4. marts.

Polen har lukket grænserne, og fra onsdag er det kun tilladt at være to mennesker forsamlet, og fem i samme rum, hvis det er i familien eller på arbejdspladsen.

Mangler test

Der er ikke noget samlet overblik over situationen, der sker først i det øjeblik at der er gennemført mindst 100.000 test, blev det oplyst, da de nye skrappere ”samværs” regler blev præsenteret.

62.511 polakker er i karantæne og 104.529 er i tvungen isolation, efter at være vendt hjem fra udlandet.

FØLG CORONA-UDVIKLING LIVE I POLEN HER