Redaktøren og forfatteren til bogen om Elisabeth Jerichau-Baumann. Redaktør Lill Vad-Schou sammen med bogens forfatter Dr.med. et scient. med. Jerzy Miskowiak. Han er som hovedpersonen både født i Polen og har valgt Danmark som sit fædreland. Privatfoto.
KØBENHAVN: Ny bog fortæller om den dansk-polske guldalder maler, kvindeforkæmper, journalist og forfatter Elisabeth Jerichau-Baumann (1819-1881).
Den polske læge og forsker Jerzy Miskowiak, der nu bor i Danmark, har skrevet en ny og enestående bog om den markante kvinde Elisabeth Jerichau-Baumann. Bogens titel: Elisabeth Jerichau-Baumann – nationalromantikkens enfant terrible.
Markant kvinde
Elisabeth Jerichau-Baumann blev født i Warszawa i 1819 i det ikke eksisterende Polen, og gjorde et markant indtryk i et århundrede, hvor kvinders ytringer ikke var passende.
Hun var en flittig kvinde. Guldalder maler, kvindeforkæmper, journalist og forfatter, og flyttede fra Warszawa til Danmark og blev dansk statsborger. Bogen om hende udkommer i anledning af 200 året for hendes fødselsdag. Se anmeldelse af bogen nederst.
Kunst og kulturanmelder Anne Wehner fra bogblogger.dk har anmeldt bogen. Anmeldelsen kan også læses herunder. Nederst findes også forfatterens egen beskrivelse og hyldest til Elisabeth Jerichau-Baumann (1819-1881).
LÆS MERE
Eksternt link: Elisabeth Jerichau-Baumann
Anmeldelse
Anmeldelse af bogen skrevet af Anne Wehner.
Hvis du er begejstret for stærke, talentfulde kvinder, så kan du roligt kaste dig over det nye biografiske storværk om kunstmaleren Elisabeth Jerichau-Baumann (1819-1881).
Selvom Elisabeth Jerichau-Baumann levede for et par hundrede år siden, er mange af de kampe hun kæmpede aktuelle den dag i dag, og hun er på alle måder et bekendtskab værd. Hun var indvandrer, kvindesagsforkæmper, journalist, forfatter og entertainer. Men ikke mindst var hun maler. En fuldstædig fremragende maler, der alt for længe har levet en skyggetilværelse i dansk kunsthistorie.
Med sin polsk-tyske baggrund og sit internationale udsyn, vakte Elisabeth Jerichau-Baumann (EJB) stærke følelser i 1800-tallets Danmark. Men hun havde både modet og evnerne til at begå sig i en mandsdomineret og indadskuende kunstverden. Hun talte syv sprog, var bragende smuk, og befandt sig lige godt på de bonede som på de lerklinede gulve.
Hun blev født i Polen 1819, og studerede ved kunstakademiet i Düsseldorf – ganske usædvanligt for en kvinde på den tid. På en studierejse til Rom i 1846 mødte hun den berømte danske billedkunstner Jens Adolf Jerichau og sammen flyttede de til Danmark. Det blev et stormfuldt ægteskab. Jerichau var depressiv og utro. Alligevel fik de 9 børn, herunder et uægte, som Jerichau fik med en af sine modeller. Elisabeth måtte på alle måder stå model til meget.
Først og fremmest passede hun ikke ind i den nationalistiske bølge, der prægede dansk kunst på det tidspunkt. Så selvom hun fik stor succes som portrætmaler, vendte hun sig mod Europas swung og Orientens mystik. Hun fik som den første europæer sensationelt adgang til de hemmelige haremmer i Konstantinopel, hvor hun malede stærke, smukke, sensuelle portrætter af slavinder og prinsesser. Malerierne vakte stor forargelse i hjemlandet, men solgte strygende i udlandet.
Det skønnes at Elisabeth Jerichau-Baumann malede flere en 1000 malerier i hendes mest produktive periode. Langt de fleste befinder sig i udlandet, og der er ikke tidligere lavet en samlet oversigt (registrant) over hendes livsværk. Det er først nu, med denne storslåede biografi, at forfatteren Jerzy Miskowiak har lavet en samlet oversigt over Jerichau-Baumanns ouevre. Og det er oven i købet lykkedes forfatteren at opspore flere hidtil ukendte malerier. Rent guf!
Ligeledes finder man en udstillingsoversigt og et værkregister. Jeg er på alle måder begejstret over denne fantastiske og enestående biografi, som er en meget vigtig ressource i vores viden om EJBs facetterede livsværk. Og som på fineste vis formår at skrive Elisabeth Jerichau-Baumann tilbage i kunsthistorien. Jerzy Miskowiak er læge og forsker. Som Elisabeth Jerichau-Baumann er han født i Polen og har gjort Danmark til sit andet fædreland. Han har brugt en årrække på denne biografi, som udkommer op til 200-året, 2019, for Elisabeth Jerichaus-Baumanns fødsel.
LÆS MERE
Eksternt link: Elisabeth Jerichau-Baumann
Tale og hyldest
Forfatterens beskrivelse af Elisabeth Jerichau-Baumann og tale ved bogreceptionen hos Statens Museum for Kunst i København:
– Jeg vil i dag tale om den flamboyante maler Elisabeth Jerichau-Baumann, der som jeg blev født i Polen og fandt sit andet fædreland i Danmark.
Hun var en legende i 1800-tallet. Som forfatter Birgit Pouplier skrev: “Hun var kendt, bekendt og berygtet for mangt og meget, både sandt og usandt. For sine elegante kostymer, når hun viste sig til selskaber, men som altid havde mangler og håret i vild uorden, så hun ved ankomsten måtte låne en børste for dog at nette sig lidt”.
Hun kom til verden i 1819 i Warszawa i en velstående protestantisk familie. Som 19-årig forsøgte hun at komme ind på kunstakademiet i Berlin, men blev afvist. Det var ikke let for kvinder at få en maleruddannelse. I København var en af begrundelserne at man kunne møde afklædte mandlige modeller.
Elisabeth opgav ikke og blev optaget på det progressive kunstakademi i Düsseldorf, hvor hun studerede i 6 år …… og som H.C. Andersen skrev “hurtigt vakte opmærksomhed – både for sin skønhed og for sin begavelse.”
Men hun kunne ikke lide bemærkninger som ”smukt Talent for en Dame” for hendes motivation var ”at kappes med Mændene.” Og dette lykkedes: Akademiets direktør, den tyske maler Peter von Cornelius, var begejstret: ”I hele Düsseldorfskolen, sagde han, er der kun et mandfolk, og det er Elisabeth Baumann.”
I Düsseldorf malede hun to billeder om den polske opstand mod Rusland i 1830. De vakte opsigt og blev solgt til gode priser og Elisabeth kunne nu som nyuddannet maler foretage datidens grand tour – en rejse til Rom.
Byen var den kunstneriske hovedstad i Europa og samlingssted for tidens skandinaviske kunstnere. Her mødte Elisabeth den talentfulde danske billedhugger Jens Adolf Jerichau, der var elev af Thorvaldsen. De to blev gift i Rom i 1846.
Jens Adolf blev kort tid efter udnævnt til professor ved Kunstakademiet i København, og i 1849 kom Elisabeth til sit nye fædreland, Danmark.
Forfatter Nicolaj Bøgh skriver om hendes ankomst til Danmark:
”Med hele sin Naturs Ihærdighed har hun arbejdet sig ind i dansk Tænkemaade, i vort Sprog, vor Litteratur, vore Sagn og Minder, vor Poesi og Historie, vort Lands Natur og vort Folks Typpe.”
Hendes usædvanlige sociale, sproglige og kunstneriske evner gjorde, at hun snart blev en eftertragtet portrætmaler. Elisabeth fik venner både i kongehuset, aristokratiet, embedsværket og kunstnermiljøet.
Men hun blev også viklet i ind i en ren og skær kulturmagtkamp mellem to kunstnerfløje: Europæerne, som hun repræsenterede, og som hentede inspiration udefra, og de nationale der definerede kunsten som et politisk og nationalt anliggende.
Efter råd fra ægtefællen og H.C. Andersen, forsøgte hun at imødekomme de nationale med en række danske motiver.
Med billedet Moder Danmark fra 1851, som forestiller en blond pige viklet ind i Dannebrog med vikingesmykker og et sværd i højre hånd, slår hun igennem til det brede danske publikum. Billedet blev for danskerne indbegrebet af fædrelandet.
Det blev malet efter sejeren over de tyske oprører ved Isted i 1850, det største slag i Danmarks historie. Brygger Carl Jacobsen fra Carlsberg har haft maleriet, og det hang på hans hovedkontor i Valby til hans død. Bryggeren brugte motivet til sit våbenskjold. Kvinderne fra Sønderjylland, som jo blev tysk i 1864, bar billedet af Moder Danmark på deres kjoler, når de besøgte København.
Men de nationales kritik ophørte ikke.
I Europa var hun derimod feteret. The Times i London skrev, efter en udstilling i den navnkundige Bridgewater Gallery, at “Malerierne af Elisabeth Jerichau-Baumann holder trit med de bedste værker af gamle mestre. Bridgewater Gallery havde billeder af Tizian,Tintoretto og Rembrandt.
Elisabeths billeder var også udstillet i Parisersalonen, hun fik guldmedaljer i Berlin, Amsterdam og Wien, og blandt køberne var kejser Napoleon 3, dronning Victoria af England, dronning Alexandra af England, kejserinde Dagmar af Rusland, preussisk konge Frederik Wilhelm 4., dronningen af Italien, Margherita, vicekonge af Egypten Ismael og dronning Louise af Danmark.
Elisabeth kunne i udlandet sælge sin kunst mere effektivt og derved forsørge sin store familie, som ofte manglede brød på bordet. Hun skriver om en rejse til England: “Jeg græd i Stilheden, jeg måtte forlade min Mand og mine Børn, for at kæmpe, ikke alene for min Kunst, men endog for det daglige Brød.” Opdragsgiverne måtte derfor honorere ordentligt, og det gjorde de. Eksempelvis betalte Napoleon 3. 425.000 nutidskroner for sit billede.
Hun var en af de få berejste danskere i denne periode, og var ikke ængstelig for at rejse alene: ”Jeg har en Ledsager: mine halvtreds Aar”, fastslog hun.
Ud over rejser i Europa foretog hun også rejser til Tyrkiet og Ægypten.
Elisabeth fik 9 børn med Jens Adolf, og der manglende ikke drama i familielivet. Jens Adolfs liv var præget af depressioner og han var sin kone utro, blandt andet med modellen til denne skulptur, som hedder “Slavinde”. Et veldokumenteret rygte siger at frugten af utroskabet blev maler og billedehugger J F Willumsen.
To af de 9 børn døde som spæde og to arvede Jens Adolfs tungsind og måtte indlægges på psykiatriske anstalter.
De resterende fem klarede sig godt:
Thorvald blev koncertpianist.
Harald blev en talentfuld maler, og vi kan her beundre hans storværk: “Den lydiske slette i nærheden af Sardes”, bestil af brygger J.C. Jacobsen.
Holger blev også en talentfuld maler.
Sophie blev optaget i den danske adel ved dekret fra kong Christian 9.
Agnete blev forfatter og globetrotter.
Konceptet til min bog var simpel. Den skulle ligne en illustreret børnebog. Ved siden af billedet skulle teksten stå. En tekst hvor jeg ud over målene oplyste alt interesant om billedet. Læseren skulle ikke søge efter oplysningerne bag i bogen. Billederne fandt jeg ved et detektivarbejde i danske og udenlandske museer, auktionshuse, slotte og herregårde eller i private hjem. Det lykkedes at finde flere hidtil ukendte eller formodet tabte billeder.
Bogen er opdelt i en illustreret hoveddel og et appendiks.
I den illustrerede del er over 400 malerier og tegninger – af hendes familie, af forskellige samfundslag fra kongelige til tiggere og af de mange mænd, kvinder og børn, som hun mødte på sin vej. Også nationale dramaer, fædrelandskærlighed, religiøse fortællinger, eventyrenes verden og folkeliv i Europa er skildret.
Elisabeth var over det hele, og hun malede det hele.
I appendiksen findes en liste over de malerier og tegninger, som jeg ikke kunne opspore, en udstillingsoversigt, et værkregister samt noter.
Redaktøren Lil Vad-Schov holdt mig i ørene og forlaget skaffede den bedste grafiker på markedet og sørgede for godt trykkeri. Tak til de Kunst-fonde, som støttede bogen.
Vicedirektør for Statens Museum for Kunst, Peter Nørgaard Larsen skrev til mig: “Jerzy, det er sørme blevet en flot publikation.”
I denne sal, 220, hænger Elisabeths portræt af Jens Adolf Jerichau og to billeder fra Ægypten
Portrættet af Jens Adolf Jerichau, hendes mand
Peter Nørgaard Larsen mener at dette er det mest ambitiøse. Jens Adolf er fremstillet siddende i sit atelier i Rom og til venstre bag ham ses en skitse til skulpturen, der sikrede ham gennembrud, Hercules og Hebe. Siddende med en lerklump i den ene hånd og en modeller-pind i den anden venter han på den guddommelige inspiration, der skal hjælpe ham til at skabe det næste værk. Billedet blev skænket til SMK af brygger J.C. Jacobsen.
Den ægyptiske pottesælgerske ved Gizeh
I 1881 kunne det ses på en udstilling i Milano under titlen “Favorit af den afdøde sultan Abdul Aziz”. Den pikante titel skulle lokke flere gæster til udstillingen. Den sidste privatejer af billedet, forfatteren Birgit Pouplier, blev fascineret af det. Hendes mand Knud Nielsen fortalte: “Du ved hvordan det er med kvinder, der bliver forelskede” ….. og han måtte betale godt 800.000 kr for det. Museet betragter billedet som et af kunstnerens hovedværker.
Peter Nørgaard Larsen skriver: ”Det er båret af en sensualitet og koloristisk dristighed, der er atypisk for periodens danske kunst. Det frembårne skød, nøgenhed under det tynde silkestof, de eksotiske smykker og stoffer sammen med baggrundens mørke rum og ikke mindst det direkte blik skaber en fortættet sanselighed, der stadig formår at gøre indtryk”.
Jerichau-Baumann var også journalist og forfatter. Hun skrev reportager til “Illustrerede Tidende” og har udgivet tre bøger om sine ungdoms år, om den afdøde søn Harald og om sit brogede rejseliv.
Hun kunne nøjes med at sove fire timer i døgnet, og hun kunne sove hvor som helst.
Hun var altid i gang.
Forfatteren Nicolaj Bøgh skrev:
“For hende var det at få hvile og stilhed det samme som enten at opgive kunsten eller dø. Det første kunde hun ikke: hendes Muse forlod hende aldrig. Så måtte det blive Døds engle, der bragte hende til ro.”
“Ved hendes død sagde en mand: “Jeg føler det, som om en helle Verden er gaaet under”.
Og den norske professor i kunsthistorie Dietrichson skrev: “Hun var borte, borte fra Misundelse og Bagtagelse, borte fra Kærlighed og Beundring, den forunderlig store sælsomt sammensatte Kvinde, et Naturens Mesterværk, som Menneske gjorde alt for at forkludre, uden at det dog lykkedes for dem.”
Bogen udgives på tærsklen til 200-året for Jerichau-Baumanns fødsel. Hendes liv beskrevet i romanen “Lisinka” og hendes kunstneriske virke blandt monarker, adel, almue, kunstnere og politikere i 1800-tallets Europa illustreret i denne bog samt hendes vilde rejseeventyr i Mellemøsten indeholder alle elementer til en film eller tv-serie.
Hvad venter de danske film-folk mon på ?!
