Ny dansk ambassadør: Udnyt mulighederne i Polen

    steen_hommel01

    Efter at have afleveret sine akkreditiver hos præsident Bronislaw Komorowski deltog Steen Hommel (nr. 2 fra venstre) i en kransenedlæggelse ved Den Ukendte Soldats Grav i Warszawa.


    WARSZAWA: Den nye danske ambassadør i Polen, Steen Hommel, opfordrer små og mellemstore danske virksomheder til at se på mulighederne på det polske marked.


    Danmark har fået ny ambassadør i Polen.

    Tirsdag afleverede Steen Hommel sine akkreditiver til præsident Bronislaw Komorowski og er dermed officielt Danmarks øverste, diplomatiske repræsentant i Polen.

    Et vigtigt land i Europa

    Den nye ambassadør har dog allerede i nogle uger arbejdet fra ambassaden i Warszawa og er fuld gang med at lære Polen at kende.

    – Politisk, økonomisk og kulturelt er Polen et utroligt vigtigt land i Europa, og dets betydning vil stige endnu mere. Danmark og Polen har gode relationer, men der er meget mere at hente, siger Steen Hommel til polennu.dk.

    Han fornemmer, at mange danskere har et lidt forældet billede af Polen.

    – Jeg vil gerne medvirke til at synliggøre, hvad Polen er og kan i dag.

    Stort polsk potentiale

    Steen Hommel vil også gerne bidrage til at gøre virksomheder opmærksomme på mulighederne på det polske marked.

    – Allerede i dag eksporterer vi mere til Polen end til eksempelvis Brasilien, Rusland og Indien, som er tre af de såkaldte BRIK-lande. Og potentialet er betydeligt større. Der er gode muligheder for at afsætte flere danske produkter på det polske marked og dermed skabe arbejdspladser i Danmark, siger Steen Hommel.

    Mange store danske virksomheder sælger allerede deres produkter i Polen.

    – Men det polske marked er også en oplagt mulighed for de små og mellemstore virksomheder. For mange af dem vil Polen være en mere overkommelig satsning end så mange andre markeder, siger Steen Hommel.

    Første ambassadørpost

    Posten i Warszawa er Steen Hommels første som ambassadør. Han er uddannet cand. polit. og begyndte sin karriere i Forsvarsministeriet.

    Siden 1998 har han arbejdet i Udenrigsministeriet inden for en række forskellige områder. Han har været udstationeret på den danske ambassade i Malaysia, hvor han blandt andet arbejdede, da tsunamien i 2004 ramte Sydøstasien.

    Hjælpearbejde efter tsunami

    – Malaysia blev kun i begrænset berørt omfang af katastrofen, men vi lå meget tæt på Phuket i Thailand, som blev hårdt ramt. Jeg fløj der til og var med i hjælpearbejdet i 10 dage. Det viser noget om den alsidighed, der er i vores job, siger han.

    Under katastrofearbejdet kunne han blandt andet trække på de erfaringer, han har fra forsvaret. Steen Hommel er kaptajn af reserven.

    Blandt de yngste ambassadører

    I 2006 vendte Steen Hommel tilbage til Danmark for at arbejde i Udenrigsministeriet, som han blandt andet har repræsenteret i bestyrelsen for Investeringsfonden for Østlandene. Fonden har støttet en række projekter i Polen og andre lande.

    Siden 2009 har han arbejdet som kontorchef med ansvar for kunderelationer i Eksportrådet.

    Den 42 årige Steen Hommel bliver en af de yngste ambassadører i Warszawa. Med sig til Polen har han familien, der består af hustruen Tine, som er jordemoder, og deres tre børn.