Ny EU sag: Udenrigsminister og justitsminister hasteindkaldt

    frans_timmermans_eu

    EU-kommissionens næstformand Frans Timmermans har i dag taget et formelt skridt mod den nye lov, der betyder at Polens justitsminister kan udskifte regionale og lokale dommere efter for godt befindende. Loven trådte i kraft fredag. Arkivfoto.


    BRUXELLES: EU-kommissionens næstformand har i dag hasteindkaldt Polens udenrigsminister og justitsminister til møde efter at endnu en kontroversiel lov om udpegning af dommere, trådte i kraft fredag.


    Europa-Kommissionens næstformand, Frans Timmermans, sendte fredag et brev til den polske udenrigsminister og justitsminister for at få dem til et møde i Bruxelles. I brevet skriver næstformanden, at mødet skal finde sted hurtigst muligt så dialogen kan genoptages.

    Sag indledt

    Europa-Kommissionen har nemlig i dag formelt indledt en ny sag mod Polen, efter at præsidenten godkendte en ny lov mandag om udpegning af de regionale dommere, som formelt trådte i kraft fredag i forbindelse med offentliggørelsen. Allerede dagen efter – altså i dag lørdag – har Bruxelles så reageret.

    Udenfor veto

    Den nye lov, som var en del af lovpakken hvor præsident Andrzej Duda nedlagde veto mod to af forslagene mandag, giver justitsministeren ret til at udskifte regionale og lokale dommere uden grund. EU-kommissionen skriver, at loven strider mod principperne om uafhængige domstole, ligesom andre elementer i loven også udsættes for kritik.

    Artikel 7

    Frans Timmermans har sagt om den samlede nye lovpakke, at den omgående vil udløse en Artikel 7 sag mod Polen hvis den blev vedtaget eller sat i kraft. Det er den skrappeste handling mod et genstridigt medlemsland, det betegnes også af nogen som EU’s atombombe.

    Flere sager

    EU har nu en lang række sager mod Polen der er samlet sammen siden Kaczynski-regeringen kom til magten, og i denne uge brug bad EU-domstolen også polakkerne om et stop for fældning af Europas eneste urskov i det østlige Polen. Det sker efter at Kaczynski-regeringen har ignoreret EU-kommissionens henvendelser.

    Dialog?

    Polens ambassadør i Danmark Henryka Moscicka-Dendys forsikrede for en uge siden DR P1’s lyttere om, at Polen er indstillet på dialog med EU om alle de verserende sager. Om ambassadøren er på linje med Kaczynski-ledelsen i Warszawa, kan kun tiden vise. Foreløbig er det ikke dialogens vej, den polske ledelse har valgt. Tidligere har Polen blandt andet afbrudt samarbejdet med Europas demokratiske vagthund, Venedig-kommissionen (Europarådet), der også arbejder for EU.

    Klogere på den sag bliver vi først, når justitsministeren og udenrigsministeren i Polen har svaret på EU-kommissionens næstformand Frans Timmermans henvendelse. Polen har nu en frist på en måned, til at besvare henvendelsen fra EU inden næste skridt bliver iværksat.