Ny formand valgt for Dansk-polsk Ungdom

    Poul-Dose_Uffe-Pommergaard-Nielsen_polennu

    Poul Nikolaj Dose er ny formand for landsforeningen Dansk-polsk Ungdom. Foto: Uffe Pommegaard Nielsen, polennu.dk.


    KØBENHAVN: HA-studerende i jura, Poul Nikolaj Dose er valgt som ny formand for landsforeningen Dansk-polsk Ungdom.


    23-årige Poul Nikolaj Dose blev onsdag valgt som ny formand for Dansk-polsk Ungdom. Han afløser dermed Justyna Krawczyk, der fratrådte i juni.

    Fra Lolland

    Den nye formand er flyttet fra Nykøbing-Falster til hovedstaden denne sommer, for at læse HA-jura på Copenhagen Business School.

    – Jeg glæder mig til at komme i gang, vi har et stort potentiale som dansk-polske unge, siger den nye formand.

    Polsk mor

    Poul er født i Danmark af polsk mor og dansk far, og kan både dansk, polsk og engelsk flydende. Han er tidligere formand for Guldborgsund Ungdomsråd, og har i flere år været frivillig på Roskilde Festivalen, ligesom han er aktiv i Venstre Ungdom.

    Ny organisation

    Dansk-polsk Ungdom blev etableret i 2013 med det formål, at knytte danske og polske unge tættere sammen. Det er også en af foreningens opgaver, at gøre det nemmere for polske studerende at falde til i Danmark, ligesom organisationen også vil støtte danskere, der søger uddannelse eller andet ophold i Polen.

    Flere arrangementer på vej

    – Vi vil lave events der kan samle danske og polske unge, for at øge forståelsen mellem vore folk. I løbet af de næste uger vil vi præsentere nogle af vinterens event, ligesom vi på den lange bane vil lave koncerter, rejser til Polen og informationsmateriale om Polen og Danmark på polsk og dansk.

    – En af vores store opgaver bliver at lave mange events, og ikke mindst at finde gode troværdige samarbejdspartnere, som kan støtte os – også økonomisk.

    Bestyrelsen

    Den nye formand, Poul Nikolaj Dose, blev valgt på et ordinært bestyrelsesmøde, hvor bestyrelsen derudover blev udvidet med formanden for Dansk-polsk Ungdom på Københavns Universitet, Thomas Rasmussen og Uffe Pommegaard-Nielsen.

    Flere store events

    Siden opstarten af Dansk-polsk Ungdom har organisationen været medarrangør af konferencer, og i forbindelse med EM 2014 i håndbold, stod DPU bag aktiviteterne i den polske fan-zone med events gennem to uger. Da Polen kunne markere sit 10 års jubilæum som medlem af EU, var Dansk-polsk Ungdom også med, da Berlingske og polennu.dk arrangerede en konference og en efterfølgende reception, som Polens ambassadør i Danmark var vært for.

    Genklang på Bornholm

    Dansk-polsk Ungdom gav genlyd i de danske medier, da den daværende formand for organisationen, holdt foreningens tale til de fremmødte på Dansk Industris stand ved Folkemødet på Bornholm i sommer. En opsang fra polakker til danske medier og politikere.

    Den internationalt berømte danske avis, Jyllands-Posten, bragte talen fra ungdomsformanden på Folkemødet i sin fulde længde.

    LÆS MERE
    Eksternt link: Dansk-polsk Ungdom