WARSZAWA: Resultatet af Det Store Juleorkesters indsamling i januar til syge børn i Polen, har slået ny rekord.
Det Store Juleorkester – en indsamling til fordel for syge børn – slog i år indsamlingsrekorden fra 2009 med over en 1,5 million zloty, siger initiativtageren Jerzy Owsiak, der startede løjerne i 1992, til polsk radio.
– En stor tak til alle i hele verden, sagde Owsiak i formiddag, da han meddelte, at der i år var samlet 47.248.415 zloty ind til syge børn i Polen.
120.000 frivillige
Det ventes at der kommer yderligere 4,5 million zloty ind fra online auktioner, der endnu ikke er afsluttet. 120.000 frivillige deltog i årets indsamling, der fandt sted i januar.