Ny lov skal give minister kontrol over anklagemyndigheden

    Justits_minister_får_kontrol_med_anklagemyndigheden_i_ny_lov_i_Polen

    Polens justitsminister Zbigniew Ziobro begrunder det ny lovforslag med, at regeringen skal tage ansvaret for sikkerheden i Polen. Foto: Polens justitsministerium.


    WARSZAWA: En ny lov, som behandles i Polens parlament, vil give landets justitsminister direkte kontrol over anklagemyndigheden i Polen.


    Polens parlament førstebehandlede onsdag et lovforslag, der vil betyde, at Polens justitsminister får meget udvidet kontrol over anklagemyndigheden.

    Skal udnævne ledere og medarbejdere

    Polens justitsminister skal ifølge lovforslaget fremover også udfylde rollen som chef for anklagemyndigheden. De to roller har tidligere været slået sammen, men lovforslaget giver som noget nyt ministeren ret til at udnævnte og afskedige både ledere og medarbejdere i anklagemyndigheden, der ikke længere bliver ansat i en bestemt embedsperiode.

    Kritiske høringssvar

    Lovforslaget kritiseres af Det Nationale Domstolsråd i Polen og af Anklagemyndighedens National Råd, der skriver i sit høringssvar, at lovforslaget vil rulle reformen fra 2010 tilbage, og at det vil true ikke kun anklagemyndighedens uafhængighed, men også den enkelte anklagers uafhængighed.

    Frygter justitsminister

    Tidligere vicechef for anklagemyndigheden og professor i jura Ryszard Stefanski siger til dagbladet Rzeczpospolita, at han frygter sammenlægningen af rollen som justitsminister og chef for anklagemyndigheden.

    – Min negative vurdering stammer fra erfaringerne fra 2007, hvor vi også havde at gøre med daværende justitsminister Zbigniew Ziobro (der igen er justitsminister i Polen nuværende regering, red.). Denne gang kan det blive endnu værre, siger den polske professor.

    – Nu bliver der ingen som helst bremser på styringen af anklagemyndigheden, siger Stefanski til dagbladet Rzeczpospolita.

    Regeringen tager ansvar for sikkerheden

    Polens justitsminister Zbigniew Ziobro begrundede over for parlamentet den ny lov med, at regeringen i Polen ifølge Grundloven har ansvaret for sikkerheden i landet, og det ansvar vil regeringen nu tage på sig.

    – Efter ændringen kan befolkningen hvert fjerde år bedømme chefen for anklagemyndigheden ved parlamentsvalget. Hvis befolkningen bedømmer ham dårligt, kan de give ham det røde kort, sagde Ziobro til parlamentet.