Ny måling: Oppositionen har flertal i parlamentet

Ifølge en ny måling har oppositionen nu flertal i det polske parlament. Her ses Jaroslaw Walesa, der er opstillet for det største oppositionsparti Borgernes Platform (PO). Privatfoto.

WARSZAWA: En ny måling forud for valget i Polen den 15. oktober, viser at oppositionen har flertal i parlamentet, hvis der havde været valg i weekenden.


En ny måling viser, at oppositionen har flertal i parlamentet. Det er den første måling siden visum-skandalen, hvor regeringstopfolk har tjent penge på at udstede uberettigede visa til folk fra Afrika og Asien.

I målingen fra United Surveys, der er lavet for Wirtualna Polska, er regeringspartiet stadig størst, men opnår ikke opbakning nok – heller ikke med hjælp fra et muligt støtteparti Konføderationen – til at kunne fastholde regeringsmagten. Ifølge målingen vil oppositionen få flertal i parlamentet med 235 pladser, ud af 460 i alt.

Der skal også vælges 100 senatorer, men det er parlamentets underhus Sejmen der afgør regeringssammensætningen.

Seneste måling

  • Lov- og Retfærdigheds (PiS – koalition Forenet Højre) 32,8 procent

  • Borgernes Platform (PO/KO koalition) – 26,3 procent

  • Tredje Vej (koalition med Polen 2050 og PSL) – 10,6 procent

  • Venstre (Lewica) – 10,2 procent

  • Konføderationen (koalition) – 9,5 procent

  • Andre – 3,4 procent

  • Ved ikke/nægter at svare – 7,2 procent

Oppositionen har flertal

Resultatet betyder, at regeringskoalitionen i PiS vil få 185 pladser i parlamentet. Borgernes Platform 145, Tredje Vej 46, Venstre 45 og Konføderationen 39 pladser. En plads er forbeholdt et medlem fra det tyske mindretal i Polen.

Selv om regeringspartiet PiS vil danne en koalition med Konføderationen, så vil de ikke have flertal i Sejmen – de vil kun opnå 224 pladser. Oppositionen vil få 235 pladser i parlamentet. Men der er lang tid til 15. oktober, og alt kan ske i en polsk valgkamp.

LINK: wp.pl måling 16 – 17. september 2023

Mere om valget i Polen? Vi har fravalgt at have en betalingsmur rundt om polennu.dk – vi vil nemlig gerne udbrede kendskabet til Polen i Danmark så meget som muligt. Hvis du også vil det – så kan du hjælpe os med den opgave, ved at støtte os økonomisk. Du kan gøre det med et engangsbidrag på DKK 200,00 – DKK 500,00 eller DKK 1.000,00.

Du kan også vælge et fast månedligt beløb – læs mere her.