Polens statsminister Donald Tusk besøgte WSE og ringede med klokken, der åbner handlen, da WSE selv kom på børsen 9. november 2010. Foto: WSE
WARSZAWA: 34 nye selskaber fandt vej til børsen i Warszawa (WSE) i 2010. Det er den største tilgang på et år nogensinde. Børsen i Warszawa er det vigtigste kapitalmarked i Central- og Østeuropa.
400 selskaber var ved udgangen af 2010 noteret på Børsen i Warszawa (WSE).
34 nye selskaber blev i løbet af året noteret på børsens hovedmarked, hvilket er det største antal i et enkelt år i WSEs levetid, oplyser WSE i en gennemgang af året, der gik.
Symbolsk værdi
WSE blev selv børsnoteret 9. november 2010. Det blev kaldt den vigtigste børsintroduktion i 20 år på grund af den symbolske værdi. Introduktionen understregede WSE betydning for Polens åbne markedsøkonomi.
Året bød også på den største børsintroduktion i WSEs historie. De skete 12. maj, da aktierne i forsikringsselskabet PZU blev handlet første gang.
Led i privatisering
Børsnoteringen af PZU var et led i den polske regerings omfattende privatiseringsprogram.
PZU kom i december med i eliteindekset WiG20, som består af de 20 selskaber med størst værdi på WSE.
Gang i alternativt marked
På børsens alternative marked, NewConnect, blev 86 nye selskaber introduceret. NewConnect omfatter i dag 185 selskaber.