Netto_Dansk_Supermarked_Polen_Bjarne_Jensen_polennu
WARSZAWA: Den kommende regering i Polen vil indføre en skat på supermarkeder, der skal forhindre udenlandske butikskæder i at sende pengestrømme ud af landet.

En ny skat på supermarkeder skal begrænse de pengestrømme, som udenlandske supermarkedskæder sender ud af landet, og forbedre konkurrenceforholdene for små butikker i Polen.

Det fremgår af et nyt lovforslag fra partiet Lov og Retfærdighed (PiS), der fik flertal i parlamentet ved valget sidste søndag og netop nu er ved at danne ny regering i Polen.

Skal beskytte små polske butikker

Loven skal forbedre konkurrenceforholdene for små butikker, der i dag betaler mere end dobbelt så meget i skat, som de store butikskæder, skriver Lov og Retfærdighed (PiS) i lovgrundlaget. Små butikker på under 250 kvadratmeter vil ikke være underlagt den kommende skat.

2 procent af indtægter

Supermarkeder skal ifølge den ny lov betale 2 procent i skat af deres indtægter, uanset størrelsen på deres udgifter eller overskud. Det skal sætte en stopper for, at udenlandske kæder kan undgå at betale skat ved at føre penge ud af landet, så de formelt ikke har overskud på deres forretning i Polen.

Ligesom i Ungarn

Det kommende regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) er efter eget udsagn inspireret af Ungarn, der beskatter supermarkedernes omsætning med op til 2,5 procent. Det har hjulpet Ungarn til at forbedre den økonomiske situation og beskytte nationale interesser, skriver Lov og Retfærdighed i grundlaget til den polske lov.

Så hurtigt som muligt

– Loven skal træde i kraft så hurtigt som muligt og vil i hvert fald træde i kraft i første kvartal af 2016, siger parlamentsmedlem fra Lov og Retfærdighed Henryk Kowalczyk til det polske nyhedsbureau PAP.

Partiet Lov og Retfærdighed regner med, at den ny skat vil give 3,5 milliarder zloty i indtægter til den polske statskasse.