Polens udenrigsminister Radek Sikorski bliver kaldt for en politisk dværg af den russiske NATO-ambassadør, efter at NATO landene har taget afstand fra en stor russisk militærøvelse ved de polske grænser, og med et simuleret atomangreb på Polen. Arkivfoto.
MOSKVA: Rusland beskylder Polen for at ødelægge det gode samarbejde mellem Moskva og NATO. Danmark spiller også en rolle i det storpolitiske drama.
Ruslands NATO- ambassadør retter et usædvanligt og personligt angreb på den polske udenrigsminister Radek Sikorski, efter at NATO har taget afstand fra russernes militære øvelser ved Polen.
Russerne beskylder den polske udenrigsminister for at ødelægge forsøget på et tættere samarbejde mellem vesten og Moskva, efter nogle år uden dialog efter krigen i Georgien.
NATO chef er politiker
Den russiske NATO-ambassadør Rogozin siger til den russiske avis Izviestia, at NATO’s danske generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, der som bekendt fik jobbet i konkurrence med den polske udenrigsminister, har bidraget til at forbedre forholdet mellem NATO og Rusland.
Den russiske NATO-ambassadør siger:
– Anders Fogh Rasmussen er en sand politiker, han er ikke embedsmand. Desværre er der en masse politiske dværge der klynger sig til Fogh Rasmussens bukseben, og forhindrer ham i at tage endnu et skridt fremad, udtaler Rogozin, med direkte adresse til den polske udenrigsminister Radek Sikorski.
Storpolitik i gasledning
I oktober godkendte den danske regering, efter russisk pres fra den russiske regeringsleder Vladimir Putin, den kontroversielle gasledning, også kaldet det 21. århundredes jerntæppe, mellem Rusland og Tyskland.
Dansk kontakt
Kontakten mellem Danmark og Rusland er blevet til på opfordring fra NATO’s generalsekretær, den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen, der har hårdt brug for Ruslands støtte til krigen i Afghanistan.
Efter Danmarks godkendelse af gasledningen, der brød EU’s energisolidaritets-princip, fulgte tilsagn fra Sverige og Finland.
Dermed kan ledning bygges, og arbejdet starter allerede næste år.
Tak for støtten
I sidste uge takkede Moskva Danmark for indsatsen, ved at ophæve et importforbud mod dansk svinekød, som blev indført, da Danmark under Anders Fogh Rasmussens ledelse, inviterede en tjetjensk ’terrorist’ til Danmark.
Nu har de russiske fødevaremyndigheder fundet den danske kvalitet egnet til det russiske marked, og det danske regeringspartis bagland indenfor landbruget er dermed tilfreds.
Reaktion på NATO vrede
Dmitry Rogozins reaktioner kommer efter, at NATO’s ambassadører på et møde i sidste uge, tog kraftig afstand fra en meget stor russisk-hviderussisk militærøvelse ved de polske grænser, og med Polen som fiktiv fjende.
Et samlet NATO sendte en hilsen til Moskva, om at militærøvelserne ikke er i overensstemmelse med ånden i tilnærmelserne mellem Rusland og NATO.
Har givet besked
Rogozin afviser beskyldningerne og siger, at Rusland orienterede NATO om de militære øvelser tilbage i juli.
– I juli havde NATO ingen indvendinger, sagde Rogozin.
Mødes 4. december
Rogozin og Sikorski har mulighed for at få talt sammen under NATO’s rådsmøde med Rusland den 4. december i Bruxelles.
På mødet skal også Ruslands militære aktiviteter i Georgien og i Sydossetien diskuteres.