Nystartet parti vil indlede et nyt polsk forår

    wiosna_polsk_foraar_nyt_parti_polennu

    Robert Biedron blev modtaget som en populær superstjerne, da han i dag indtog scenen på sit stiftende møde for sit nye parti: Forår. PR-foto.


    WARSZAWA: Den homoseksuelle friheds-forkæmper, tidligere borgmester i Slupsk, Robert Biedron, har søndag lanceret sit nye parti: Forår.


    Børnepenge 500 plus også til første barn, 1.600 zloty om måneden i borgerløn og et opgør med de etablerede partier. Udfasning af kul senest i 2035, og fri abort indtil den 12. uge som i Danmark. Det var blandt parolerne i dag, da Robert Biedron som en anden superstjerne, præsenterede sit nye parti: Forår (Wiosna).

    Borgmester i Slupsk

    Biedron trak sig som succesfuld borgmester i Slupsk sidste år, for at bane vejen for et nyt parti. En post han vandt i 2011. Søndag blev hans nye parti en realitet. Biedron er mest kendt i Polen som forkæmper for homoseksuelle og andre minoriteters rettigheder. Biedron er selv homoseksuel, og ventes at stille op som præsidentkandidat til valget næste år.

    – I over et dusin år har to store politiske partier forsøgt at opdele os i to fjendtlige lejre.

    – Når politikerne kun kæmper for deres egen kage i stedet for at passe på det fælles gode – så degenererer staten. Og selvom vi selv vælger politikere, har vi ingen kontrol over dem i dag.

    -Vi ved ikke, hvordan det er muligt, at et medlem af parlamentet (Jaroslaw Kaczynski, red.) kan have et milliardærselskab, for hvilket han bygger skyskrabere med. Vi ved ikke, hvor meget en assistent for nationalbankdirektøren tjener.

    – Polen behandles af politikerne som en pengeautomat. Ingen af parterne har ændret på det i de 30 år vi har haft vores uafhængighed, sagde partistifter Robert Biedron søndag.

    Robert Biedron har været en del af Den Demokratiske Venstrealliance, SLD – og senere blev han en del af Palikot-bevægelsen.

    Lidt over spærregrænsen

    Ifølge en måling, vil Robert Biedrons nye parti kunne få opbakning fra lidt mere end 6 procent af polakkerne. Spærregrænsen i Polen er på 5 procent.
    Det nye parti Forår har afstået fra at være en del af den fælles opposition mod PiS til de kommende valg. Den polske valglov, gør det favorabelt at være på en stor liste. Ved seneste parlamentsvalg gik 18,5 procent af stemmerne til spilde, på lister der ikke klarede spærregrænsen.