Nyt drama i abortsag: Kaczynski klar til kompromis

nytårsaften politi
Der bliver ikke noget udgangsforbud nytårsaften som ellers varslet. Det oplyste den polske statsminister på et pressemøde søndag. Dermed undgås også en klar konfrontation mellem politi og abortdemonstranter, der har varslet demonstrationer foran Jaroslaw Kaczynskis hus i Warszawa nytårsaften. Arkivfoto.

WARSZAWA: Partiformand Jaroslaw Kaczynski vil gå med til at ophæve forfatningsdomstolens abortdom, men kun hvis et flertal accepterer hans kompromis, der også er en stramning.


Formanden for regeringspartiet Jaroslaw Kaczynski, vil godt gå med til at bakke præsident Andrzej Dudas abort-kompromisforslag op. Forslaget betyder, at kvinder kan få abort hvis fostret med sikkerhed ikke vil overleve fødslen. Men han gør det ikke gratis. Han kræver at et flertal i parlamentet skal acceptere kompromiset. Gør de ikke det, vil Kaczynski ikke ændre på forfatningsdomstolens afgørelse.

Kræver Kaczynskis afgang

Men det er svært at få øje på, at han kan få opbakning til forslaget. Måske kan han samle et knebent flertal i parlamentet, men kravene fra de mange demonstranter er, at der skal en ny regering til, og at abortloven nu skal lempes, helt i den modsatte retning af den vej, som Jaroslaw Kaczynskis vil.

Kaczynski er presset. Syv ud af ti polakker kræver hans afgang, og det gør 58,5 procent af hans egne vælgere også, skriver rp.pl mandag. Han vil dog næppe tabe yderligere ansigt i abortsagen, selv om Polen oplever de største demonstrationer siden kommunismens fald.

Frist til midnat

Forfatningsdomstolens afgørelse er ikke gældende, før den polske statsminister har offentliggjort dommen. Gør han ikke det, seneste til midnat mandag, så bortfalder afgørelsen. Statsministeren har mandag igen appelleret til polakkerne at stoppe de store demonstrationer på grund af corona-truslen. Men det preller af på de polske kvinder – og mænd.

Oppositionen har opfordret statsministeren til at lade være med at offentliggøre afgørelsen. Det vil dog give ham store problemer med såvel partiformand og vicestatsminister Jaroslaw Kaczynski og den polske justitsminister, der står bag dommen i forfatningsdomstolen. En afvisning vil formentlig kunne betyde en ny regeringschef.

Skal – skal ikke?

Men undlader han offentliggørelsen, så kan det lægge en dæmper på de omfattende protester, og statsministeren kan trøste sig med, at netop de to personer der vil blive mest vrede over det, er de mest upopulære politikere i Polen. Det viser en undersøgelse i rp.pl, der er offentliggjort i mandag.

polennu.dk følger udviklingen.

Mere nyt fra Polen?
Vi har ikke bygget en betalingsmur om polennu.dk. Det er et valg vi har truffet, fordi vi så gerne vil levere uafhængige nyheder om vores naboland Polen, til så mange danskere som muligt. Hvis du vil støtte os i det arbejde, vil vi være dig meget taknemlig. Du kan blandt andet gøre det ved at donere os et beløb. Tryk på det beløb du vil støtte os med. Ethvert beløb er en stor hjælp. Vælg mellem DKK 100,00 – DKK 200,00 – DKK 500,00 – DKK 1.000,00 – DKK 5.000,00  Når du har trykket på beløbet, bliver du viderestillet til vores betalingssystem, hvor du kan betale med Mobilepay, MASTER, VISA og andre anerkendte og sikre betalingsformer.