Oticon’s hovedkvarter i København. PR-foto.
OPDATERET: Oticon’s høreapparatfabrik i Thisted har varslet, at virksomheden flytter lageret fra den jyske by til Polen, og må sige farvel til 85 medarbejdere i Danmark.
Oticon, der er ejet af høreapparatkoncernen William Demant, har gennem flere år samlet sine globale aktiviteter i nærheden af Szczecin i Polen.
Nu flyttes lageret også til Polen, og 85 medarbejdere kommer til miste deres job i Thisted. Hovedparten er medlemmer af 3F, som har 217 medlemmer på Oticon i Thisted, skriver Fagbladet 3F.
1.400 medarbejdere i Polen
– Det er en del af vor strategi at samle vores globale aktiviteter i Polen, siger Charlotte Korsager Winther, kommunikationschef i William Demant til polennu.dk. Winther oplyser, at 1.400 medarbejdere nu er beskæftiget i Polen.
– Vi er glade for vores polske medarbejdere, de er effektive og meget dygtige, siger Winther til polennu.dk.
Færre i Danmark
Selv om der skrues ned for blusset i Thisted i Danmark, så bibeholdes de øvrige aktiviteter i den jyske by, også Oticons hovedkvarter vil fortsat ligge i København.
Flytningen af lageret fra Thisted til Polen betyder afsked med 85 medarbejdere, der skal ud at finde et nyt job i nær fremtid.
– Det er altid hårdt at skulle sige farvel til gode medarbejdere, siger Charlotte Korsager Winther, kommunikationschef i William Demant til polennu.dk.
Er rystet
– Det er for alvor ved at trænge ind nu, hvad der er sket. Vi er rystede over, at så mange skal fyres og over, at det sker i en periode med sorte tal på bundlinjen. Stemningen er meget dårlig, siger fællestillidsrepræsentant Karin Ubbesen til Fagbladet 3F.
– Det kommer som en ubehagelig overraskelse for mange. Vi har vidst i et par år, at lageret skulle til Polen, men at der fyres så mange og også i produktionen er det største chok, siger hun.
God lokalaftale hjælper
På den positive side er der en god lokalaftale på virksomheden i Thisted.
– Ved massefyring som denne er der for eksempel mulighed for at tage efteruddannelse i hele opsigelsesperioden. Vi har også en bedre fratrædelsesaftale i lokalaftalen, siger Karin Ubbesen, der i dag er i hovedsædet i Ballerup og orienterer om, hvordan fyringerne er blevet modtaget i Thisted.
Ikke let
Produktionsdirektør Peter Finnerup understreger, at det at afskedige dygtige og dedikerede medarbejdere aldrig er en let beslutning
– Selvom den er taget for at sikre William Demant-koncernens samlede udvikling og dermed i sidste ende mange tusind ansattes fremtid, siger han til Fagbladet 3F.