Parlamentet i Polen stemte i nat for at annullere valget af fem Højesteretsdommere fra oktober måned. Regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS) har siden valget den 25. oktober haft flertal i parlamentet. Foto: Krzysztof Bialoskorski.
WARSZAWA: Regeringspartiet i Polen brugte i nat sit flertal i parlamentet til at annullere det tidligere parlaments valg af fem Højesteretsdommere.
Polens regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) stemte i nat en beslutning igennem parlamentets underhus Sejmen, der annullerer det tidligere parlaments valg af fem Højesteretsdommere fra starten af oktober måned.
Flertal i parlamentet
Lov og Retfærdighed (PiS) har siden parlamentsvalget den 25. oktober haft et selvstændigt flertal i Polens parlament og vedtog i sidste uge en ny lov om Højesteret, der åbnede op for, at parlamentet kunne annullere det tidligere valg af dommere.
Forlod salen i protest
Polens tidligere regeringsparti Borgernes Platform (PO) forlod salen i protest under afstemningen i nat, fordi loven fra sidste uge efter deres mening strider imod grundloven. Partiet Kukiz’15 stemte for forslaget sammen med Lov og Retfærdighed, mens de resterende partier stemte imod forslaget.
Nationens vel står over loven
Kornel Morawiecki fra partiet Kukiz’15 udtalte, at hans parti ville stemme for beslutningen, fordi det ikke altid er det rigtige at følge loven.
– Nationens vel står over loven, – En lov, som ikke tjener nationen er ikke gyldig, sagde Morawiecki blandt andet fra parlamentets talerstol.
Skal rette op på tidligere lov
Polens regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) begrundede nattens beslutning med, at valget af de fem Højesteretsdommere i oktober også var i strid med grundloven, fordi det skete efter en lov, der blev vedtaget i sommer, og som fremskyndede valget af to af de fem Højesteretsdommere.
PiS har tidligere bedt Højesteret om at tage stilling til loven fra i sommer, men trak anmodningen tilbage og har nu i stedet besluttet selv at omgøre loven og annullere valget af de fem dommere.
Ansvar for Grundloven
Højesteret i Polen tager stilling til om love er i overensstemmelse med Grundloven, men fører ikke almindelige sager, der er anket fra landsretten. Den svarer derfor ikke helt til Højesteret, som vi kender det i Danmark, men er nærmere en forfatningsdomstol.