Partier_i_Polen_fremlægger_valg_program__polennu
POZNAN: Skattelettelser, højere mindsteløn, jobs til unge og hjælp til landmænd og børnefamilier er en del af de valg-løfter, som de to største partier i Polen fremlagde i weekenden.

Polens største regeringsparti Borgernes Platform (PO) og det største oppositionsparti Lov og Retfærdighed (PiS) fremlagde begge deres valg-programmer i weekenden op til parlamentsvalget i oktober.

Skattelettelser

Polens statsminister Ewa Kopacz lovede som hovedstenen i regeringspartiets valgprogram at sætte indkomstskatten helt ned til 10 procent.

Kopacz lovede samtidig at indføre en mindsteløn på 12 zloty, og at fjerne kontrakter på midlertidigt og løst arbejde. Desuden vil 3 millioner polakker blive omfattet af et nyt tilskud til medicin.

– Hvis PO skal vinde valget i oktober, må vi præsentere polakkerne for en plan med reelle ændringer, sagde Kopacz til sine partifæller.

Fokus på arbejde

Polens største oppositionsparti Lov og Retfærdighed (PiS) lovede i deres valgoplæg blandt andet, at landmændene skal forsikres bedre mod tørke, samt at børnefamilier skal have udbetalt 500 zloty pr barn, men frem for alt vil partiet have fokus på at skabe arbejdspladser.

– Nøglen er ordet arbejde. Arbejde og ikke løfter. Det er opgaven for os politikere, sagde partiets statsministerkandidat Beata Szydlo.

Partiet foreslår en national plan, hvor kommuner og erhvervsliv sammen skal skabe 1,2 millioner arbejdspladser til unge, skatten skal sænkes for små virksomheder og 40 procent af lokale investeringer skal udføres af lokale håndværkere.

Til gengæld skal bankerne og de største supermarkedskæder beskattes hårdere og skattehuller skal lukkes.

Lov om boliglån udskudt

Mens partierne har fremlagt deres valg-programmer er den planlagte lov, der skulle redde polske boligejere med lån i schweizerfrank, blevet lagt på hylden. Det besluttede finansudvalget i Sejmen torsdag på grund af tvivl om dens overensstemmelse med grundloven.

Loven er ellers tidligere blevet set som et vigtigt led i valgkampen, fordi 500.000 polakker er kommet i klemme med boliglån i schweizerfrank.

Der er parlamentsvalg i Polen den 25. oktober.