Den polske biskop Juliusz Paetz skulle efter planen have stået for festgudstjenesten ved fejringen af 1050 året for Polens dåb, men er i stedet blevet pålagt af Pave Frans slet ikke at deltage i gudstjenesten på grund af gamle sex-anklager. Arkivfoto.
POZNAN: Vatikanet har forbudt en polsk biskop med gamle sex-anklager at deltage i gudstjeneste ved 1050 året for Polens dåb.
Pavens udsending i Polen Celestino Migliore, sendte onsdag et brev til den polske biskop Juliusz Paetz, hvor han blev pålagt ikke at deltage i festgudstjenesten for 1050 året for Polens dåb, der fejres fredag. Det skriver TVN24.
Det var indtil da planen, at den polske biskop skulle være en af de præster, der skulle stå for festgudstjenesten.
Gamle sex-anklager
Juliusz Paetz blev i 2002 beskyldt for at have misbrugt mere end ti teologi-studerende. Sagen blev aldrig videregivet til politiet, med biskoppen trådte tilbage midt i påskeugen 2002, angiveligt efter personligt at være blevet overtalt til det af den daværende pave Johannes Poul den 2.
Anger og bøn
Pavens udsending skriver i brevet, at biskoppens deltagelse i gudstjenesten er i direkte modstrid med instruktionerne fra Vatikanet i 2013 og anbefaler den polske biskop heller ikke i fremtiden at deltage i store festligheder.
– Den Hellige Fader fornyer indtrængende sin henstilling til et liv i isolation og i anger og bøn, skriver Celestino Migliore i brevet.
Stort jubilæum
Polen fejrer i disse dage 1050 året for indførelsen af kristendommen i Polen og oprettelsen af den polske stat i 966.
1000-års jubilæet i 1966 endte som en magtdemonstration fra den polske kirkes side over for den daværende kommunistiske stat, og Polens parlament og nuværende regering har besluttet, at fejringen af 1050-året i år også skal slås stort op.
Blandt andet flytter det polske parlament for første gang i nyere tid ud af Warszawa for at holde en parlamentssamling i Poznan, der ligger tæt ved Polens første hovedstad Gniezno. Jubilæums-gudstjenesten i Poznans domkirke fredag er et led i denne fejring.