handicappede_pilgrimme_i_czestochowa_i_polen
CZESTOCHOWA: Millioner af pilgrimme mødes i dag i Czestochowa efter at have vandret, løbet, cyklet eller kørt i kørestol fra deres hjemby for at fejre Den Sorte Madonna.

Millioner af pilgrimme mødes i dag ved Jasna Gora-klosteret i Czestochowa for traditionen tro at fejre Jomfru Marias optagelse i himlen.

Polske pilgrimme har siden 1711 fejret den store katolske festdag ved maleriet af Den Sorte Madonna i Czestochowa.

Mere og mere populært

Pilgrimsvandringen, der ligger midt i den polske sommerferie, er blevet mere og mere populær de seneste år. Sidste år slog deltagerantallet rekord, da 3,2 millioner pilgrimme kom rejsende og deltog i højtideligheden.

Kørestole, cykler og løbende

Søndag ankom den katolske forening for handicappede for 25. år i træk. Gruppen, der har har vandret på en rute, der var særligt udvalgt til kørestole, talte 700 pilgrimme, hvoraf 87 er handicappede.

Mens traditionen for en handicap-venlig pilgrimsvandring har årtier på bagen, så er det til gengæld nyt, at nogle grupper af pilgrimme vælger at ankomme på cykel eller løbende, oplyser Jasna Goras pressekontor.