OPDATERET: Polsk politi har tilbageholdt en polak i forbindelse med Oslo-terroren. Manden sælger kemikalier til Skandinavien.
Det polske dagblad SuperExpress skriver, at Polens CIA og sikkerhedspoliti har opsøgt en polak i Wroclaw og anholdt ham. Manden er kendt af politiet i forvejen.
Handel med Norge
Manden er ejer af en virksomhed, der handler med kemikalier over internettet og hovedsageligt til de skandinaviske lande. Dagbladet skriver, med henvisning til anonyme kilder, at den anholdte har været i kontakt med gerningsmanden fra Oslo-terroren i fredags.
Polsk politi bekræfter, ifølge dagbladet, at de er inddraget i opklaringen af Oslo-terroren, og at en person er anholdt.
Ingen kommentar
– Jeg ønsker ikke at dele de oplysninger, vi har samlet, med andre end nordmændene. Det kan skade sagsforløbet.
– Det ville være en fejl hvis vi kommenterede efterforskning, siger talsmanden for politiet, Mariusz Sokolowski til SuperExpress.
Ingen anholdt
Reuters oplyser kort efter klokken 14, efter samtaler med centrale kilder hos polsk politi, at der IKKE er tilbageholdt eller anholdt nogle personer i Polen i forbindelse med terrorangrebene i Norge.
For 2010 euro
Efter hvad polennu.dk erfarer, har den norske terrorist købt 300 gram natriumnitrit til 10 euro samt 150 kg pulveriseret aluminium til i alt 2.000 euro. Pengene er betalt med overførsler fra en konto i Norge der ejes af et firma med navnet Breivik Geofarm, samme navn som terroristen.
polennu.dk følger udviklingen løbende.