06_Sol_strand_og_Stettin_030_1
WARSZAWA: Otte ud af ti polakker ser positivt på deres liv, viser ny undersøgelse, der også viser, at tilfredsheden er steget i Polen de seneste år.

81,2 procent af polakkerne ser positivt på deres liv, viser den nyeste udgave af rapporten “Samfundsdiagnosen”, som for ottende gang er blevet udarbejdet af forskere fra Warszawas Universitet. Det skriver dagbladet Dziennik Gazeta Prawna.

Dette års rapport viser også, at polakkerne er mere tilfredse med livet, end de har været, da de tidligere rapporter blev udarbejdet.

Tror på egne muligheder

Grunden til, at polakkerne føler sig mere lykkelige og tilfredse, er ifølge professor Janusz Czapinski, der har udarbejdet rapporten, at de tjener flere penge og tror mere på deres egne muligheder.

Mest tilfredse med familien

Den største tilfredshed oplever polakkerne med deres familie. Mere end 80 procent er tilfredse med deres ægtefælle og børn.

Mere end halvdelen af polakkerne er ifølge rapporten tilfredse med deres arbejdsliv, og andelen, der rammes af stress og depression, er faldet.

Tilfredsheden med økonomien stiger

I dag har en polsk familie i gennemsnit 3450 zloty at gøre godt med om måneden efter skat viser rapporten. Det er 314 zloty mere end for to år siden

En tredjedel af polakkerne føler, at det har forbedret deres økonomiske situation til et tilfredsstillende niveau, hvilket er fem procent mere end for to år siden.

I 1991 var kun 10 procent tilfredse med deres økonomiske situation.