Polakker får over halv million efter konkurs

    3F_er_Danmarks_største_fagforening_Polen_Danmark_polennu

    3F er Danmarks største fagforening, og en vigtig magtfaktor i det danske samfund. Her er 3F i demonstration foran Folketinget. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.


    KØBENHAVN: Den danske fagforening 3F har skaffet fire polakker, der blev snydt i Danmark, deres løn på over 600.000 kroner.


    Firmaet M&T Brolægning gik konkurs, og 3F har nu hentet i alt 600.000 kroner hjem til fire polakker.

    Hjem med tomme lommer

    Przemyslaw Tomkiel var en af dem. Han vendte hjem til sin mor og to mindre søstre i Polen med ondt i maven og tomme lommer.

    Han havde ikke fået løn, efter han i et halvt år havde arbejdet for den dansk-polske Monika Anna Guziak, skriver Fagbladet, medlemsblad for 3F.

    Op til jul

    – Jeg havde det dårligt, fordi jeg tog tilbage til min familie i Polen uden penge, og det var lige op til jul, forklarer Przemyslaw Tomkiel, der er eneforsørger for familien efter farens død.

    Nu har den 26-årige kabelgraver fået 162.000 kroner i erstatning fra Lønmodtagernes Garantifond.

    En høj pris

    – Min familie betalte en høj pris. De måtte låne til at betale elregning og husleje. Men nu er jeg meget glad og takker 3F mange gange, siger han til fagbladet 3F.

    En konkurs om året

    Direktør Monika Anna Guziak, som 3F kalder en seriefusker i artiklen, var tre gange tidligere gået konkurs med sine firmaer. Hver gang lukkede hun firmaet, efter 3F havde afsløret løndumping i hendes virksomheder.

    2,6 millioner

    I alt har Monika Anna Guziaks konkurser kostet det danske samfund 2,6 millioner kroner.

    – Det er trist og ubehageligt, at en plattenslager bare bliver ved med at fuppe og svindle, siger Jesper Weihe, der er faglig sekretær i 3F Bygge, Jord og Miljø i København.