Polen afviser elitehold af lande i EU

    Polen_siger_nej_til_eliteklub_i_EU

    Den polske udenrigsminister Radek Sikorski støtter tysk-franske tanker om økonomisk disciplin i euro-zonen. Arkivfoto


    WARSZAWA: Italien vil have dannet et elitehold af de seks største EU lande. Formålet er at mindske tysk-fransk dominans. Polen afviser ideen.


    Italien har udset Polen til at være et af medlemmerne af en uformel gruppe af de seks største EU lande.

    Den italienske udenrigsminister, Franco Frattini, fremsatte ideen i sidste uge ud fra et ønske om at svække Tyskland og Frankrigs dominans i EU.

    Polsk afvisning

    Hans polske kollega, Radek Sikorski, afviser den italienske tanke.

    – Jeg er imod enhver formel opdeling af landene i forskellige kategorier. De medlemslande, der ikke kommer med i gruppen, vil føle sig uden for og blive vrede, siger Radek Sikorski til Financial Times.

    Det italienske forslag opstod på baggrund af, at Tyskland og Frankrig i fællesskab mødte op til det seneste EU topmøde med et forslag til et sæt regler, der skal forebygge en ny financiel krise i euro-zonen.

    Ja til sanktioner

    Polen støtter tanken om, at lande, der overtræder reglerne i EUs stabiltetspagt, kan blive ramt af sanktioner, som Tyskland og Frankrig har foreslået.

    – Vi har en interesse i, at euro-zonen fungerer, og det har helt klart slået fejl. Vi tror på, at det vil disciplinere lande, hvis der bliver indført regler, siger den polske udenrigsminister.

    Historisk godt forhold

    Ifølge Financial Times kan den polske reaktion og så ses som et udtryk for, at Polen ikke ønsker at påvirke forholdet til Tyskland.

    Overfor avisen kalder Sikorski forholdet mellem de to lande for “det bedste i historien”.

    Tyskland er Polens største samhandelspartner.

    EUs fortrop

    Ud over Polen har den italienske udenrigsminister foreslået, at Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Spanien og Italien skal udgøre en “fortrop i EU”, et såkaldt Euro G6.

    De seks lande skulle ifølge det italienske forslag “konsultere” hinanden i vigtige spørgsmål.