Polen bliver den største modtager af EU-penge fra nyt budget

    EUs budget for de næste syv år fordeler 1900 milliarder euro. Heraf går mere end 100 milliarder til Polen, der bliver EUs største aftager af EU-midler. Arkivfoto.


    STRASBOURG: Europa-parlamentet har vedtaget det ny EU-budget for de næste syv år. Polen modtager over 100 milliarder Euro.


    Europa-parlamentet vedtog tirsdag endegyldigt det ny EU-budget for 2014 til 2020, der til sammen fordeler næste 1900 milliarder euro til medlemslandene i perioden.

    Polen modtager mest

    Polen bliver det land i EU, der kommer til at modtage fleste EU-midler i næste budget-periode. I alt får Polen 105,8 milliarder euro, hvoraf 72,9 milliarder euro modtages under samhørigheds-politikken, mens 28,5 milliarder uddeles under den fælles landbrugspolitik.

    Over to års forhandlinger

    Det ny budget er resultat af mere end to års forhandlinger. Det første udkast til budgettet blev fremlagt af Europa-kommissionen i juni 2011. Regeringslederne i EU afsluttede deres forhandlinger af budgettet i februar 2013, mens EU-parlamentet har udskudt deres afstemning to gange og stillet yderligere krav til medlemslandene.

    Giver forudsigelighed og stabilitet

    EUs polske kommissær med ansvar for finansiel programmering og budget Janusz Lewandowski sagde efter afstemningen, at Polen skal huske på, at andre lande vil betragte landet med nogen misundelse som den største aftager af EU-midler.

    – Jeg ønsker, at de projekter som skabes ved hjælp af EU-midlerne de kommende år, bliver til lokal kapital i lokalsamfundene og ikke en byrde, sagde Lewandowski.

    – EU-budgettet giver regionerne og modtagerne af EU-midlerne forudsigelighed og stabilitet til at investere de næste syv år, sagde kommissæren også.