Polen dømt til at betale Smolensk efterladte

smolensk_17_apr_warszawa_2010

Smolensk ulykken skete i tæt tåge den 10. april 2010 om morgenen, da præsidentens fly var på vej til markeringen af 70 året for Katyn-massakren. Samtlige 96 ombordværende omkom. Billedet er fra mindehøjtideligheden ugen efter i Warszawa. Samme sted er der idag opstillet et monument som er en flytrappe med de dødes navne. Arkivfoto.


WARSZAWA: Det var en overtrædelse af menneskerettighederne, da Polen genopgravede de omkomne fra Smolensk ulykken mod de efterladtes vilje, fastslår Menneskerettighedsdomstolen.


Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgjorde torsdag, at Polens regering skal give erstatning til to enker til omkomne i Smolensk ulykken i 2010.

Gravet op igen

De to polske enker havde modsat sig, at myndigheder genopgravede ligene af deres mænd. Det nye Kaczynski-regime ville ikke acceptere de officielle rapporter om baggrunden for flyulykken, og besluttede derfor at genopgave næsten samtlige omkomne ved ulykken i Smolensk. Arbejdet pågår stadig og ledes af to danske retsmedicinere.

De to kvinder havde modsat sig, at deres mænd skulle genopgraves, med henvisning til respekt for gravfreden, og havde indstævnet Polens regering til Menneskerettighedsdomstolen.

Retten udtalte, at det var en overtrædelse af artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention, der handler om retten til og respekt for privatlivets fred.

16.000 euro i erstatning

Domstolen dømte Polen til at betale hver af de efterladte 16.000 euro i erstatning.

Årsagen til flyulykken er for længst opklaret og gengivet i flere tv-programmer. Flyet forsøgte at lande på en nedlagt militær flyveplads i Smolensk, og trods advarsler og opfordringer til at lande i Minsk-lufthavnen som havde det fornødne udstyr ved dårligt sigt, så valgte kaptajnen ombord på præsidentflyet alligevel at forsøge at lande i Smolensk. Under indflyvningen slog kaptajnen højdealarmen fra fordi den larmede. En fatal beslutning, som kostede 96 polakker livet – deriblandt Polens daværende præsident Lech Kaczynski.

En anden af Polens tidligere præsidenter – Nobel Fredspris modtager Lech Walesa, mener at det er broderen til den afdøde præsident, partiformand Jaroslaw Kaczynski (Lov og Retfærdighedspartiet), der pressede sin bror til at give kaptajnen ordre til at lande – trods de mange advarsler. Lech Walesa har opfordret myndighederne til at frigive den sidste telefonsamtale mellem de to brødre, som kan afklare denne påstand. Det er ikke sket, i stedet har Kaczynski anlagt retssag mod Lech Walesa for påstanden.

Bror blev hjemme

Jaroslaw Kaczynski skulle selv have været med på dødsflyet til Smolensk/Katyn tidligt om morgenen den 10. april 2010, men valgte i sidste øjeblik at blive hjemme i Warszawa hos sin mor.

Kaczynski mener, at det var Polens daværende statsminister Donald Tusk og russiske Vladimir Putin der stod bag flystyrtet.