Polen forbereder evakuering af polakker i Ukraine

ukraine_polakker_krig_december_2014_euromadan

Flere hundrede polakker der er fanget i kampene mellem russiske seperatister og den ukrainske hær i det østlige Ukraine evakueres i januar, siger Polens udenrigsminister. Foto: Euromaidan,


DONETSK: En delegation fra Polens udenrigsministerium er i det østlige Ukraine for at forberede evakuering af 200 polakker.


De væbnede sammenstød mellem russiske separatister i Donbas-regionen, i det østlige Ukraine, og ukrainske styrker er taget til, og det polske udenrigsministerium er nu ved at forberede evakuering af polakker og andre med polske rødder.

Hjælp til 200 polakker

– Vi er fast besluttet på at hjælpe, sagde udenrigsministerens talsmand Marcin Wojciechowski mandag til det polske nyhedsbureau PAP.

– Lige nu indsamler vi oplysninger og taler med folk af polsk afstamning om deres nuværende situation. Det polske konsulat i Kharkiv har registreret folk og har en liste med 200 navne på polakker der skal evakueres, siger talsmanden.

Forsinket

Det var oprindeligt meningen at polakkerne skulle have forladt regionen mandag, men det er blevet udsat. Polens statsminister lovede i begyndelsen af december, at alle polakker der ønskede at komme væk fra de urohærgede områder kunne komme det med Polens hjælp inden jul.

I løbet af januar

I dag greb den polske udenrigsminister Grzegorz Schetyna ind i sagen, og sagde at han vil gøre alt for at evakueringen kunne gennemføres i løbet af januar. Han ønsker af sikkerhedsmæssige grunde ikke at fortælle præcist hvornår evakueringen vil finde sted.

Polen har afsat fire millioner zloty, til at få polakkerne i Ukraine i sikkerhed.