Polen genfremsætter forslag om energi-union

    Donald_Tusk_får_æren_for_dansk_sejr_i_EU_Foto_premier

    Polens statsminister genfremsætter det polske krav om fælles og solidarisk energiforsyning, for at imødegå afhængigheden af olie og gas fra Rusland. Arkivfoto.


    WARSZAWA: Polens statsminister Donald Tusk genfremsætter forsalg om solidarisk energiunion i EU.


    – EU skal danne en energiunion, da det svækker Europa at være afhængig af russisk energi. Det skriver Polens statsminister i Financial Times ifølge BNB.

    Polsk hjertesag

    Det er ikke første gang, at Polen påpeger nødvendigheden af samarbejdet om energien. Netop EU’s modvilje mod solidarisk energiindkøb, har været en blokering for Polens tilsagn i forhold til miljø og klimadebatten.

    Energi og miljø

    I 2008 sagde Donald Tusk, at hvis EU ville lave solidarisk energipolitik, så ville Polen også tiltræde EU’s daværende miljø og klimakrav. Polen har også foreslået en særlig ed om solidaritet, som det er kendt fra NATO.

    EU afhængig af Rusland

    Den polske statsminister møder medvind for sit forslag flere steder, og forventer formentlig med sit indlæg, at USA vil presse EU – og især Tyskland – til at gennemføre forslaget. Energiproblematikken er igen blevet et hot emne, i kølvandet på krisen i Ukraine med Rusland. Rusland er storleverandør af olie og gas til EU, blandt andet igennem den nye Nordstream ledning, der direkte forbinder Rusland og Tyskland.

    – Uanset hvordan opgøret i Ukraine udvikler sig, er en ting klar: Overdreven afhængighed af russisk energi gør Europa svag,« skriver Donald Tusk.

    Fælles uran-indkøb

    Han påpeger også, at EU allerede i fællesskab køber uran til sine atomkraftværker, og at tilgangen til russisk gas bør være den samme.

    Med en energiunion kan EU i fællesskab forhandle energikontrakter med Rusland, ligesom der skal være solidaritet mellem medlemslandene, hvis energiforsyning bliver skåret af, foreslår Donald Tusk.