Polen gennemfører en reform af de højere uddannelser

    Polen_gennemfører_reform_af_højere_uddannelser

    Minister for videnskab og højere uddannelse, Barbara Kudrycka, har stået i spidsen for arbejdet med reformen. Arkivfoto.


    WARSZAWA: Fremover vil kun een højere uddannelse være gratis for polske studerende.


    Både polske studerende og undervisere kommer til at mærke reformen af de højere uddannelser, som parlamentets underhus, Sejmen, har vedtaget.

    Reformen betyder, at de studerende kun vil få betalt én højere uddannelse af det offentlige. Hvis en studerende ønsker at tage en eksamen mere fra et andet universitet, skal vedkommende betale for det.

    Grænser for bijob

    I Polen findes både offentlige og private uddannelser på universitetsniveau.

    Fremover vil lærerne på de offentlige universiteter kun få lov til at undervise på én privat uddannelsesinstitution ved siden af.

    Formanden for de polske universitetsrektorer,Katarzyna Chalasinska-Macukow, siger til nyhedsbureauet PAP, at reformen styrker de højere uddannelser.

    Protester fra studerende

    Som positive elementer fremhæver hun større individuelle muligheder for at sammensætte fag, øget indflydelse til rektorerne, samt højere og mere strømlinede krav til forskerne.

    De Studerendes Demokratiske Sammenslutning har protesteret mod reformen, blandt andet på grund af kravet om egenbetaling ved mere end en eksamen.

    Ekstremt studentervenlig

    Minister for videnskab og højere uddannelse, Barbara Kudrycka, kalder reformen for “ekstrem venlig” over for de studerende.

    Hun påpeger, at reformen indebærer mulighed for, at de studerende kan få særlige favorable lån.