Polen_giver_amnesti_til_illegale_indvandrere
WARSZAWA: Fra i dag og et halvt år frem kan illegale immigranter i Polen søge om at få lovligt ophold i landet. Omkring 7000 kan få glæde af amnestien.

Fra 1. januar til 2. juli 2012 kan immigranter, der opholder sig ulovligt i Polen, få deres forhold legaliseret, oplyser Warsaw Business Journal.

Muligheden for, at de illegale indvandrere kan få deres papirer i orden, er et led i et nyt amnestiprogram, som det polske indenrigministerium netop har offentliggjort.

Afviste flygtninge

Programmet omfatter immigranter, som er kommet illegalt til Polen før 20. december 2007.

Amnestien omfatter også flygtninge, som ikke har fået asyl, men alligevel er blevet i Polen. Afslaget på flygtningestatus skal være givet før 1. januar 2010.

Til gavn for samfundet

De to grupper vil nu få mulighed for at få opholdstilladelse i Polen i to år.

Tilladelsen vil give dem mulighed for at arbejde lovligt i Polen, og regeringen håber, at det polske samfund vil nyde godt af lovliggørelsen, fordi amnestien vil gøre immigranterne til skattebetalere.

Fejl i sagsbehandlingen

Amnestien er også et udtryk for, at de polske myndigheder erkender, at mange indvandrere og flygtninge er blevet nægtet ophold på grund af fejl i sagsbehandlingen.

– Vi kender til hele familier, der er tvunget til at opholde sig ulovligt i landet på grund af fejl i papirarbejdet. De mennesker vil vi gerne hjælpe, siger borgmesteren i Mazowieckie regionen, Jacek Kozlowski til wbj.pl.

Flest illegale i Warszawa

Mazowieckie regionen omfatter blandt andet hovedstaden Warszawa ligger. Regeringen vurderer, at hovedparten af de illegale immigrater opholder sig i warszawa og omegn.