Polen hædrer de største udenlandske investeringer i 2012

    aarets_investeringer_i_polen

    Direktør i BASF, Katarzyna Byczkowska, modtager hædren for Årets Udenlandske Inevstering i Polen.Foto: PAIZ


    WARSZAWA: Den største udenlandske investering i Polen i 2012 er en katalysatorfabrik, som skaber 400 nye jobs.


    Den største udenlandske investering i Polen i 2012 blev foretaget af BASF, som har bygget en katalysatorfabrik til 150 millioner euro i Sroda Slaska, nær Wroclaw.

    Ved årets julegalla for det polske agentur for udenlandske investeringer, PAIZ, blev BASF hædret for den store investering, som ventes at skabe 400 arbejdspladser.

    Årets jobskaber

    Endnu flere ansatte bliver der på Cisco Systems ISupport Centre i Krakow.

    Centret skal fungere som Ciscos europæiske servicecenter for regnskaber, HR og it-service og får omkring 550 medarbejdere med en universitetsgrad i bagagen.

    Cisco blev derfor hædret som årets investor i kategorien Jobskabelse.

    Andre priser gik til Dolby og Samsung.

    Investeringer for over en mia. euro

    I 2012 har PAIZ formidlet 51 investeringsprojekter til en samlet værdi af 1,23 milliarder euro, hvilket er fire procent mere end sidste år.

    Projekterne vil tilsammen skabe næsten 10.000 nye jobs.