Polen har fået sin første lov om kunstig befrugtning

    Polakkerne_får_for_få_børn_Iben_Molgaard_Madsen_0

    Barnløse par har fået ret til kunstig befrugtning i Polen med ny lov. Foto: Iben Mølgaard Madsen, polennu.dk


    WARSZAWA: En ny lov er trådt i kraft i Polen, der sætter regler for kunstig befrugtning af barnløse. Loven har både mødt modstand fra kirken og fra Polens kommende regeringsparti.


    Næsten et år har en ny lov om kunstig befrugtning været undervejs i Polen. Loven, der trådte i kraft i går, giver polske par ret til at blive behandlet med kunstig befrugtning samt at modtage æg og sæd fra donorer, hvis de først har forsøgt andre behandlingsmetoder i 12 måneder.

    Kunstig befrugtning siden 1980’erne

    Kunstig befrugtning er i sig selv ikke nyt i Polen. De første polske reagensglasbørn kom til verden i slutningen af 1980’erne, og målinger viser, at 80 procent af polakkerne går ind for, at barnløse kan få kunstig befrugtning.

    Den polske stat har siden 2013 givet tilskud til kunstig befrugtning til barnløse, men der har ikke tidligere eksisteret en lov, der har sat regler på området.

    Modstand fra kirken og kommende regerng

    Loven om kunstig befrugtning er blevet udarbejdet af Polens tidligere regering med partiet Borgernes Platform (PO) i spidsen. Loven har mødt modstand både fra den katolske kirke, og fra det tidligere oppositionsparti Lov og Retfærdighed (PiS).

    Lov og Retfærdighed blev den store vinder af parlamentsvalget sidste søndag, hvor det fik sit eget flertal i parlamentet, og partiet forventes inden for kort tid at danne en ny regering i Polen.

    Vil stramme reglerne

    Lov og Retfærdighed (PiS) har tidligere sagt, at de vil ændre loven, hvis de fik regeringsmagten, så den blandt andet kun gælder for par, der er gift, og så reglerne strammes omkring omgangen med befrugtede ægceller. Lov og Retfærdighed har ikke planer om at forbyde kunstig befrugtning i Polen.

    Enlige kvinder i klemme

    Mens den ny lov giver barnløse par ret til kunstig befrugtning, så indfører den et forbud imod, at enlige kvinder kan modtage kunstig befrugtning.

    Det har bragt en gruppe af enlige kvinder i klemme, fordi de allerede har fået frosset befrugtede ægceller ned, som de nu ikke kan få lov at bruge. Polens ombudsmand har derfor bedt Polens Højesteret tage stilling til, om loven strider imod grundloven.