
AARHUS: Polen har givet EU-formandskabet videre til Danmark i Aarhus, hvor EU-kommissionens formand, Ukraines præsident og den danske regering deltog.
Polen har givet EU-formandskabet videre til Danmark, der skød det halve års formandskab i gang i Aarhus, Danmarks næststørste by.
(Fortsættes under)
Videre til Danmark
I forbindelse med den officielle åbning af det danske EU-formandskab i Aarhus havde Danmarks statsminister Mette Frederiksen inviteret formanden for Det Europæiske Råd António Costa, EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen og den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyy til den jyske hovedstad.

– Ukraine hører hjemme i EU. Det er både i Danmarks og Europas interesse. Derfor vil det danske formandskab gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe Ukraine på deres vej mod EU-medlemskab, siger statsminister Mette Frederiksen. Øget militær støtte, samarbejde med den ukrainske forsvarsindustri og nye sanktioner mod Rusland er også temaer på mødet.
– Vi skal dels styrke Ukraine. Dels svække Rusland. Det første gør vi ved at øge den militære støtte. Ukraine er afgørende for Europas sikkerhed. Vores bidrag til Ukraine er også et forsvar af vores frihed. Det andet gør vi med sanktioner. Vi skal øge presset på Rusland, sagde statsminister Mette Frederiksen torsdag i Aarhus.
I audiens hos Kong Frederik X

Den ukrainske præsident har været i audiens hos Kong Frederik X. Efter mødet sagde Zelensky:
– Jeg mødtes med Danmarks statsminister Mette Frederiksen formand for Det Europæiske Råd António Costa og formand for Europa-Kommissionen Ursula von der Leyen i anledning af Danmarks overtagelse af formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union. Vi diskuterede vores europæiske integration og åbningen af forhandlingsklynger. Vi er helt sikkert klar til at åbne den første allerede, og i år er vi klar til alle resten. Vi regner med, at dette bliver en fælles bedrift under Danmarks formandskab.

– Vi diskuterede også pres på Rusland og EUs 18. sanktionspakke, fortsættelsen af militær bistand til Ukraine med fokus på fælles forsvarsproduktion og SAFE-programmet. Vi arbejder aktivt på at gøre alt dette til virkelighed – og vi ved, hvilke beslutninger der er behov for.
– Jeg takker Danmark og Den Europæiske Union for deres stærke og vedholdende støtte. Sammen forsvarer vi liv og bringer freden tættere på. Vi sætter pris på vores venskab og samarbejde, sagde den ukrainske præsident i Aarhus.
(Fortsættes under)

Stor sikkerhed og folkefest
Startskuddet på det danske formandskab fandt sted med stort sikkerhedsopbud, og store dele af Aarhus var afspærret. Droner, helikoptere, politi og specialenheder af flere slags, var med til at beskytte EU-kommissionen, den danske regering og den ukrainske præsident, der landede i Aarhus lufthavn. Hans ankomst blev først offentlig kendt, da han var landet i Jylland.

Indledningen på det danske formandskab blev markeret som en europæiske folkefest i smilets by, og Rådhusparken og flere andre centrale steder i byen var fyldt med aarhusianere og tilrejsende i festhumør. Flere scener med musik var en del af underholdning, suppleret med den lokale pilsner, Ceres fadøl. Der var gratis adgang og fællesspisning til den europæiske folkefest i byen.
Ifølge polennu.dk oplysninger, var der ingen polske repræsentanter til stede ved overdragelsen i Aarhus.
Støt frie medier – støt polennu.dk. Tryk på det beløb du vil støtte os med. Ethvert beløb er en stor hjælp. Vælg mellem DKK 100,00 – DKK 200,00 – DKK 500,00 – DKK 1.000,00 – DKK 5.000,00 Når du har trykket på beløbet, bliver du viderestillet til vores betalingssystem, hvor du kan betale med Mobilepay, MASTER, VISA og andre anerkendte og sikre betalingsformer.