Polen har mistet en stor ven – Uffe Ellemann-Jensen er død

Uffe Ellemann
Polen har mistet en trofast ven. Danmarks tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen er død søndag, 80 år gammel. Foto: Lars Møller, polennu.dk.

KØBENHAVN: Danmarks tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen er død på Rigshospitalet efter lang tids sygdom. Han blev 80 år.


Polen har søndag mistet en stor ven. Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen er død 80 år gammel efter længere tids kræftsygdom. Han blev indlagt på Rigshospitalet mandag, og døde søndag med familien omkring sig.

Det kan være svært at få øje på nogen dansker, som i den grad har gjort en indsats for sit land, og for demokratierne i Øst- og Centraleuropa, som Danmarks udenrigsminister fra 1982 til 1993.

Uffe Ellemann-Jensen er født på Fyn og faderen var, som sønnen siden hen, medlem af Folketinget for Venstre. Derfor var interessen for verden og samfundet en naturlig del af hverdagen allerede i Uffes barndomshjem i Hårby.

Polen og kommunismen

I studietiden i København arbejdede Uffe Ellemann første gang for danske interesser, da han var reserveofficer i den danske militære efterretningstjeneste. Allerede dengang blev hans nysgerrighed for den Kolde Krig og regimerne i Østeuropa vakt, og det var også baggrunden for at han valgte ’socialistiske samfundssystemer’ som udvidet fag på universitet. I tiden efter jobbet som efterretningsofficer var Uffe Ellemann-Jensen flere gange i Polen og Østtyskland, som ’turist’, som han selv har udtrykt det i flere interviews.

Fra 1967 arbejdede han som journalist for bl.a. Berlingske Tidende og Danmarks Radio. Han blev cand.polit. ved Københavns Universitet i 1969.

I 1975 blev Uffe chefredaktør for dagbladet Børsen, og i 1977 blev han valgt ind i Folketinget for Venstre i Århus. I 1984 blev han formand for partiet, og reformerede det fra at være et bondeparti, til også at favne synspunkterne i byerne. Han var udenrigsminister i samtlige Schlüter-regeringer fra 1982 – 1993, og er den danske udenrigsminister til dato, der har haft jobbet længst.

Den 11. marts 1998 tabte Venstre og Uffe Ellemann-Jensen knebent valget til Poul Nyrup Rasmussen, og Uffe tog konsekvensen og sin afsked som partiformand. Han fortsatte som menigt folketingsmedlem frem til valget i 2001.

Baltisk samarbejde

Samme år som valgnederlaget var Uffe Ellemann-Jensen initiativtager og medstifter af Baltic Development Forum, en organisation der arbejder på at fremme samarbejde og udvikling omkring Østersøen.

Meningers mod

Uffe Ellemann-Jensen er i sjælden grad også kendt for sine meningers mod. Han var den første til at kræve Jyllands Postens chefredaktør fyret, da Mohammed karikaturtegningerne vakte ballade flere steder i verden, og gav ridser i lakken til Danmarks omdømme. Han har heller ikke holdt sig tilbage med kritik af det parti han tidligere var formand for, når han har syntes at arvtagerne ikke kendte partiets politik godt nok, eller klumrede rundt på den internationale scene.

Uffe og Uffe

Uffe Ellemann gik også resten af verden i mod, da han som den første regerings-repræsentant, anerkendte de baltiske lande ved at oprette diplomatiske forbindelser til landene, umiddelbart efter kommunismens kollaps i Moskva, mens han var udenrigsminister.

Det er derfor heller ikke uden grund, at Uffe er blevet et kendt drengenavn i de baltiske lande efter 1991.

I samme periode modtog han mange ’næser’ i Danmark for sin parlamentariske adfærd, og måtte adskillige gange stå skoleret i Folketinget for udenrigspolitiske udtalelser, som et flertal i salen ikke altid var helt enige i.

Intet otium

Trods Uffe’s tidskrævende hobby som lystfiskeri, så har han været aktiv på en lang række områder uden at nyde sit otium fuldt ud. Han har været eksportambassadør, og havde et succesfuldt tv-program på TV2 News sammen med en anden tidligere udenrigsminister, Mogens Lykketoft. På Berlingske.dk havde han sin egen blog, og var i det hele taget en aktiv debattør til det sidste.

Uffe Ellemann har også altid stillet op, når førende polakker har besøgt Danmark. Han var således en af værterne for Lech Walesas besøg i Danmark i 2018 og 2019.

Uffe Ellemann-Jensen har skrevet 16 bøger, herunder sine egne erindringer.

Selv om Danmark har udpeget flere udenrigsministre siden Uffe flyttede ud i 1993, så er Uffe Ellemann-Jensen formentlig stadig den mest kendte og respekterede repræsentant for Danmark på den internationale scene.

Uffe havde sine meningers mod, og har aldrig været bange for at stå fast eller være udiplomatisk. Indtil sin død kaldte han da også det polske regeringsparti for pis-partiet (efter forkortelsen af partinavnet), og han har gentagne gange advaret mod Kaczynskis anti-demokratiske ændringer i Polen.

Danmarks tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og Polen ekspert Anna Werenberg. Foto: Lars Møller.

Uffe og polennu.dk

Uffe Ellemann har siden polennu.dks etablering i 2008, været en fast støtte og samarbejdspartner for vort medie. Han har gentagne gange i skrift og tale rost polennu.dk, og vi har haft et forbilledligt samarbejde.

Danmark har mistet en personlighed i en klasse helt for sig. Æret været hans minde. Uffe har gjort Danmark meget større.

Uffe_Ellemann-Jensen_på_arbejdsbesøg_i_Gdansk_polennu

En sidste hilsen fra sønnen Jacob

Formand for Venstre, sønnen Jacob Ellemann-Jensen skrev søndag morgen:

Min far er død i nat.

Han blev 80 år, og han levede et langt og fantastisk liv, hvor han både nåede, oplevede og påvirkede mere end de fleste.

Jeg savner ham allerede helt forfærdeligt. Vi ringede tit sammen. Vi havde en evig samtale kørende om både stort og småt. Fra store overvejelser om politik og verdens indretning til alle de små ting, som hverdagen er fuld af. Vi kunne være alvorlige. Vi kunne grine. Vi kunne det hele. Især grine.

Min far blandede sig ikke. Men han kom altid med råd, når han blev spurgt. Jeg lyttede altid, og nogle gange har jeg også fulgt dem. Og han var forstående, når jeg ikke gjorde.

Det har været en kæmpe styrke for mig at have en, der altid var der, og som selv har prøvet meget af det, jeg har mødt af udfordringer i tilværelsen – både privat og politisk.

Jeg har været heldig med en far som ham. Han var travl, da jeg var barn, men han var altid til stede, når han var hjemme. Han lærte mig at fiske. Han tog mig på kanoture i Sverige. Han tog os fire søskende med på sejlture på Limfjorden. Og han gav sig tid til os mellem alt det andet, han skulle. Efter jeg selv fik børn, har jeg set ham folde sig ud som en farfar, der også trak sine børnebørn igennem lektionerne om, hvordan man kaster mest præcist med en fiskestang.

Fantastisk far og bedstefar

Uffe var en helt fantastisk far og bedstefar. Vi kommer alle sammen til at savne ham dybt, men mest af alt er vi taknemmelige for den tid, vi fik sammen med ham. Den seneste tid har – som de fleste ved – været plaget af sygdom, men til det sidste var han frisk i sindet og nærværende med sine omgivelser.

Min far sov ind omgivet af os alle, der var samlet for at sige farvel. Kærlig hilsen Jakob.

Uffe_Ellemann-Jensen_Gdansk_polennu
Uffe Ellemann-Jensen i Gdansk. Foto: Jens Mørch