Polen har udnævnt tre nye ministre

    Polens regeringsleder sammen med de tre nye ministre Jerzy Miller, Krzysztof Kwiatkowski og Adam Giersz. Foto: gov.pl.


    WARSZAWA: Polens regeringschef Donald Tusk har udpeget ny indenrigsminister, justitsminister og ny sportsminister.


    Polen har fået tre nye ministre, efter at de tidligere måtte gå af i sidste uge oven på beskyldninger om korruption.

    Nyt hold

    Ny indenrigsminister er Jerzy Miller, ny justitsminister Krzysztof Kwiatkowski og ny sportsminister er Adam Giersz.

    De tre blev udpeget af den polske regeringsleder tirsdag, men først efter et pressemøde samme dag, blev meddelelsen overbragt den polske præsident Lech Kaczynski.

    Røgslør

    Forud var andre personer blevet nævnt, men det betegnes af iagttagere som et røgslør overfor præsidenten.

    Det er en kendt sag at forholdet mellem den polske præsident og den polske regering er meget anspændt. Den lidt usædvanlige fremgangmåde for udpegning af ministre, sker fordi den polske regering frygtede læk fra præsidentens kontor, hvis han var blevet informeret forud for udnævnelserne af de nye ministre.

    De nye ministre blev officielt udpeget i går.

    Ingen ceremoni

    For første gang siden den polske forfatning blev vedtaget i 1997, var de afgående ministre heller ikke hos afskedsceremoni ved præsidenten.

    Den polske regering vil ikke give præsident Lech Kaczynski lejlighed til at udtale sig om regeringsrokaden.

    Polen skal vælge ny præsident i 2010, og Donald Tusk ventes at stille op mod den siddende Lech Kaczynski.