Polen sænker renten for at sætte mere gang i økonomien

    Renten_ned_i_polen

    Det bliver billigere at låne penge i Polen, efter at den polske nationalbank har sænket renten med 0,75 procent. Foto: NBP – den polske nationalbank.


    Udsigten til stigende arbejdsløshed, fald i forbrugertilliden og færre ordre til industrien har fået den polske nationalbank til at reagere. Renten sænkes til 5 procent – et fald på 0,75 procent.


    På det sidste møde inden jul, valgte det monetære råd, som styrer Polens Nationalbank (NBP) at sænke bankens toneangivende rente fra 5,75 procent til 5 procent.

    Banken begrunder sin beslutning med, at forskellige nøgletal på det seneste har vist tegn på lavere økonomisk vækst i Polen, som følge af den internationale finanskrise.

    I en pressemeddelelse bliver det fremhævet, at væksten i de polske virksomheder investeringer ikke længere er så høj, som den har været.

    Stigende ledighed

    Nationalbanken ser en risiko for, at økonomien bremser yderligere op. Det skyldes blandt andet lavere økonomisk vækst i udlandet og de generelle problemer med at skaffe lån og kreditter på grund af finanskrisen.

    Vicefinansminister Katarzyna Zajdel-Kurowska oplyste tidligere på ugen, at væksten i den polske økonomi bliver lavere i tredje kvartal af 2008 end i de tre foregående kvartaler.

    De seneste tal for ledigheden viser, at der for første gang i fem år er blevet flere arbejdsløse i Polen, når man sammenligner en måned med den foregående. 1,39 millioner polakker var i oktober registreret som arbejdsløse, hvilket svarer til 9,1 procent.

    Arbejdsløsheden toppede i februar 2003, hvor den lå på 20,3 procent.

    Fald indenfor handel og industri

    Andre negative tal fra de seneste dage er et fald i nye industriordrer på 12,5 procent for november i år sammenlignet med samme måned sidste år, et fald i detailhandlen fra oktober til november på 9 procent og et fald i antallet af nye byggetilladelser på 6 procent, når man sammenligner de første 11 måneder af 2008 med samme periode sidste år.