Polen tiltrækker mange flygtninge fra Rusland

    tjetjenske_flygtninge_har_i_flere_år_søgt_til_Polen

    Tjetjenske flygtninge har gennem flere år søgt til Polen. Foto: UNHCR


    8.515 personer søgte i 2008 asyl i Polen. 90 procent af dem kom fra Rusland.


    Næsten 240.000 mennesker anmodede i 2008 om asyl i et af de 27 EU-lande. 8.515 af dem søgte asyl i Polen, viser en opgørelse fra Eurostat, EUs statistiske kontor.

    Samlet set udgjorde irakere den største gruppe med 12 procent af alle ansøgerne. I Polen var billedet anderledes. 7.760 eller 90 procent af asylsøgere kom fra Rusland.

    Flygtninge fra Tjetjenien

    Dermed modtog Polen omkring en tredjedel af alle de russere, der søgte asyl i et EU land.

    Det fremgår ikke af statistikken, hvor i Rusland asylsøgerne kom fra, men Polen har i flere år tiltrukket mange flygtninge fra den krigshærgede russiske republik, Tjetjenien.

    2.770 fik asyl

    I løbet af 2008 behandlede de polske myndigheder 4,245 asylsager. 2.770 af sagerne endte med, at ansøgeren fik asyl, mens 1.475 fik afslag.

    De ti procent af asylsøgerne, der ikke kom fra Rusland, stammede blandt andte fra Irak, Vietnam, Georgien og Usbekistan.

    Mange mindreårige

    En mere detaljeret opgørelse over de asylansøgere, der kom til EU landene i fjerde kvartal af 2008, viser, at Polen også på en anden måde skiller sig ud blandt landene.

    38,4 procent af asylansøgerne var mellem 0 og 13 år gamle. De er langt flere end i nogen af de andre lande og et godt stykke over EU gennemsnittet på 16,2 procent.