Polen_vinder_bronze_ved_EM_i_Volleyball
WIEN: Polen kunne ikke forsvare sit europamesterskab i volleyball, men ved finalerne i Wien sikrede holdet sig bronze.

I kampen om bronzemedaljerne besejrede det polske herrelandshold søndag Rusland ved Europamesterskaberne.

Dermed lykkedes det ikke Polen at forsvare EM titlen, som holdet noget overraskende vandt i 2009 i Tyrkiet.

Skidt polsk start

I den indledende pulje så det meget skidt ud for polakkerne.

Det blev til nederlag mod Bulgarien og Slovakiet, mens Polen besejrede Tyskland.

Nederlag i semifinale

For at komme videre i turneringen måtte polakkerne ud i en play-off kamp mod Tjekkiet.

Polen vandt og gik videre til kvartfinalen, hvor holdet igen mødte Slovakiet.

Denne gang blev det til polsk sejr og plads i en semifinale mod Italien.

Efter en italiensk sejr skulle Polen og Rusland kæmpe om bronzemedaljerne.

Polak blev bedste server

Med en sejr på 3-1 kunne de polske spillere juble og få medaljerne hængt om halsen.

Serbien vandt finalen over Italien.

Den polske spiller Bartosz Kurek blev kåret som turneringens bedste server.

Næste gang i Danmark og Polen

Østrig og Tjekkiet havde i fællesskab arrangeret Europamesterskaberne.

Næste EM finder sted i 2013, hvor der også er to værtslande: Danmark og Polen.