Majs
WARSZAWA: Polens regering er enig med Greenpeace, og vil støtte et totalt forbud mod genmanipulerede afgrøder.

Regeringen har efter et møde med Greenpeace, erklæret sin støtte til et totalforbud af genmanipulerede fødevarer (GMO), skriver det polske nyhedsbureau PAP.

– Begge parter er enige om behovet for et forbud, det eneste der er uenighed om, er måden at gøre det på, siger, Magdalena Sikorska, der er talsmand for Polens miljøministerium, til PAP.

Forbud

I sidste uge meddelte landbrugsminister Marek Sawicki, at regeringen vil gennemføre et forbud mod dyrkning af gen-modificerede MON 810-majs. Ministeren sagde, at majsen kan give en række sundhedsproblemer, og medfører en reduktion i bestanden af bier i Polen.

Findes allerede

MON 810 er en af de få typer af GMO-afgrøder, der er blevet godkendt af EU, og miljøeksperter mener, at der allerede er 3.000 hektar af afgrøden i Polen.

Greenpeace positiv

Den polske regering vil nu vedtage en ny lov, der betyder en omgåelse af EU’s godkendelse. Ny polsk lovgivning vil sikre, at forbuddet kan gennemføres, såfremt bare Europa-Kommissionen bliver informeret om det.

– Vi er positivt overrasket over, at regeringen faktisk konkret ønsker at gennemføre forbuddet, siger Greenpeace-talsmanden Jacek Winiarski.

Præsident veto

I sommer nedlagde den polske præsident Bronislaw Komorowski veto mod et lovforslag om GMO afgrøder, der efter kritikernes mening, ville tillade genmanipulerede fødevarer gennem bagdøren.

Dansk forslag

I marts foreslog det danske formandskab også et totalforbud mod GMO-afgrøder, men syv lande blokerede for et generelt forbud. Frankrig var et af de lande der nedlagde veto, men en uge efter indførte franskmændene selv et midlertidigt forbud mod MON 810.