Polens ærkebiskop Stanislaw Gadecki opfordrer til at modtage flygtninge i den menneskeligt-kristne ånd, som alle mennesker skal modtages i. Foto: Polens Ærkebispedømme.
CHELM: Ærkebiskop vil have Polen til at modtage flygtninge, og halvdelen af polakkerne er positive ifølge ny måling.
Polens ærkebiskop Stanislaw Gadecki opfordrede søndag efter gudstjenesten i Chelm til, at Polen skal modtage de flygtninge, der er på flugt fra blandt andet Syrien.
Sogne skal modtage flygtninge
– Det er nødvendigt, at alle sogne forbereder et sted til de mennesker, der er forfulgt, som kommer hertil, og som forventer en hjælpende hånd og det broderskab, som de ikke finder andre steder, sagde Gadecki til tvn24.
Den polske ærkebiskop henviste til, at den katolske pave Frans har bedt alle klostre i Vatikanet om at tage imod flygtninge.
Har været i Bagdad og Kurdistan
– Jeg har selv været både i Kurdistan og i Bagdad og set, hvordan situationen ser ud der, og i Syrien er den endnu værre, sagde ærkebiskop Stanislaw Gadecki.
– Vi skal skabe de samme forhold for dem, som vi ville ønske os, hvis vi var i samme situation, sagde Gadecki.
– De skal modtages i den menneskeligt-kristne ånd, som alle mennesker bør modtages i.
Halvdelen af polakkerne klar til flygtninge
En meningsmåling lavet af IBRiS for dagbladet Rzeczpospolita viser, at godt halvdelen af polakkerne mener, at Polen skal modtage flygtninge.
16 procent mener, at Polen skal modtage flygtninge uden nogen betingelser, mens 37 procent mener, at Polen skal modtage flygtninge, hvis EU eller FN sender penge med til at finansiere omkostningerne.
10 procent mener, at Polen kun bør tage imod kristne flygtninge, mens hver fjerde polak ikke mener, at Polen skal modtage flygtninge.
Regeringen vil tage flere flygtninge
Den polske statsminister Ewa Kopacz sagde i sidste uge, at Polen vil genoverveje antallet af flygtninge, som Polen vil modtage gennem EU i år. Hidtil har Polen accepteret at modtage 2.200 flygtninge i år gennem EU. Kopacz afviser dog at lade EU fordele flygtningene.