Gazeta Wyborczas chefredaktør Adam Michnik har siddet i chefredaktør-stolen siden 1989. Arkivfoto.
WARSZAWA: Dagbladet Gazeta Wyborcza udkom første gang i dag for 25 år siden midt i valgkampen op til Polen første delvist frie valg efter Anden Verdenskrig.
Et af Polens største dagblade Gazeta Wyborcza (Valg-avisen) fejrer 25 års fødselsdag i dag.
Avisen udkom første gang den 8. maj 1989. Gazeta Wyborcza var den første lovlige avis, der udkom uden censur under Polens overgang fra kommunisme til demokrati i 1989.
Tilladt under forhandlinger
Retten til at udgive Gazeta Wyborcza blev forhandlet igennem af Solidarnosc under rundbords-forhandlingerne med det kommunistiske styre, hvor reglerne for det første delvist frie valg i Polen efter Anden Verdenskrig også blev fastlagt.
Første delvist fire valg
Polen afholdt som det første land i Warszawa-pagten et delvist frit valg den 4. juni 1989, et halvt år før Berlin-muren faldt.
Mens kommunisterne var sikret 65 procent af pladserne i parlamentets underhus Sejmen, var det op til vælgerne at besætte de sidste 35 procent af pladserne samt 100 procent af pladserne i overhuset Senatet.
Oppositionen endte med at vinde alle de frie pladser i Sejmen og 99 procent i Senatet, og kommunisterne lod herefter oppositionen danne Polens første folkevalgte regering efter Anden Verdenskrig med Tadeusz Mazowiecki som statsminister.
Vigtig rolle for valg-avis
Gazeta Wyborcza spillede en vigtig rolle under valgkampen fra den første udgave 8. maj til valget 4. juni, hvor avisen var oppositionens eneste legale talerør over for vælgerne.
Gazeta Wyborcza var forbundet med Solidarnosc bevægelsen og brugte dens logo, indtil de året efter brød den tætte forbindelse. Gazeta Wyborcza har dog fastholdt sit navn Valg-avisen op til i dag.
Redaktion i en vuggestue
Gazeta Wyborczas første redaktion blev dannet på basis af redaktionen på det illegale Ugeblad Mazowsze, og fik den kendte oppositionsaktivist Adam Michnik som chefredaktør.
Den første redaktion fandt lokaler i en vuggestue med toiletter i børnehøjde og mangel på både møbler og skrivemaskiner. Mange redaktionsmøder blev holdt udendørs i vuggestuens sandkasse.
Stor rolle for Polens udvikling
På trods af de surrealistiske vilkår, fik Gazeta Wyborcza rollen som den første uafhængige avis i hele den kommunistiske del af Europa, og den spillede takket være de mange oppositionskræfter, der bakkede op om avisen, en vigtig rolle både i Polen og udenfor landets grænser.
Adam Michnik har siddet i chefredaktør-stolen siden starten, og har de seneste 25 år præget debatten i Polen gennem landets lange transformation fra østblokland til landets nuværende placering i EU og NATO.