Polens håndbold piger videre efter sejr over Rusland

    time_out_em_2014_håndbold_piger_kvinder_polen

    De polske håndboldkvinder med den danske landstræner Kim Rasmussen, sikrede sig torsdag aften adgang til mellemrunde ved EM, ved at besejre Rusland 29 – 26. Et resultat der betyder at Rusland er ude af EM. Foto: EHF.


    GYOR: Polens håndboldpiger sikrede sig i torsdag adgang til mellemrunden efter spændende kamp mod Rusland.


    Det lykkedes torsdag aften de polske håndboldpiger at hive de første point hjem ved EM 2014 i håndbold. Polen besejrede Rusland med 29 – 26 i en jævnbyrdig kamp, hvor Polen scorede først, men hvor de russiske piger hurtigt kom foran med tre mål.

    Hurtig timeout

    Det fik Polens landstræner, danskeren Kim Rasmussen til at forlange time-out, og det virkede. Efter 21 minutters spil var Polen foran 8 – 7, og kunne fortjent gå til pausen med en føring og resultatet 13 – 11.

    Hektisk anden halvleg

    Russerne kæmpede sig tilbage i kampen og otte minutter inde i anden halvleg fik de udlignet til 17 – 17. Og så fulgtes de to mandskaber ellers ad, og var skiftevis foran med et enkelt mål frem til stillingen 22 – 20 i russisk favør. Otte minutter før tid udlignede Polen til stillingen 24 – 24, og så var det Polens tur til at være i front, og de polske piger sikrede sejren på 29 – 26.

    Polen – Danmark?

    Den polske sejr betyder at Rusland er ude af EM, og at Polen skal møde nummer 1 og 2 i Danmarks gruppe B. Kampene spilles lørdag og mandag i Debrecen.