warszawa-paa-80-aars-matadorplade
WARSZAWA: Polens hovedstad, Warszawa, er en af de 22 byer, som har fået plads på en særlig jubilæumsudgave af Matador. Brætspillet fylder 80 år.

Warszawa, Polens hovedstad, er blevet valgt som en ud af 22 byer, der er repræsenteret på en jubilæumsudgave af Matador eller Monopoly, som det hedder på engelsk.

Spillet fylder 80 år, og det har producenten Hasbro fejret med at give spillerne indflydelse på, hvordan spillepladen skulle se ud.

Omkring fire millioner mennesker i 182 lande har deltaget i en afstemning på nettet om, hvilke 22 byer der skulle i spillet.

Warszawa er gul

Warszawa var en af de cirka 80 byer, der var at vælge i mellem, og Polens hovedstad fik stemmer nok til at komme med.

Sammen med Mexico City og Chiles hovedstad, Santiago, har Warszawa fået farven gul.

Oversat til 47 sprog

Siden Monopoly blev lanceret i USA i 1935, er spillet blevet distribueret i 114 lande og oversat til 47 sprog.

Hasbro vurderer, at over en milliard mennesker har prøvet at spille Monopoly.